29. juli 2022  |   Politirapporten

Ældre i Nordsjælland advares mod bedrageri

En række ældre borgere i Nordsjælland er de seneste dage blevet udsat for bedrageri eller forsøg på bedrageri, hvor gerningspersonen udgiver sig for at være ansat i enten politiet eller borgerens bank

Politirapporten
29. juli 2022  |   af Kim Sejr

En række ældre borgere i Nordsjælland er de seneste dage blevet udsat for bedrageri eller forsøg på bedrageri, hvor gerningspersonen udgiver sig for at være ansat i enten politiet eller borgerens bank. I flere tilfælde er det lykkedes gerningspersonen at franarre borgeren større pengebeløb, og Nordsjællands Politi advarer derfor mod at overføre penge eller udlevere hævekort og personoplysninger til ukendte personer.

De seneste år har Nordsjællands Politi set en stigning i antallet af såkaldte kontaktbedragerier, hvor især ældre borgere kontaktes af personer, som udgiver sig for at være ansat enten i politiet eller i borgerens bank, med henblik på at få borgeren til enten at udlevere hævekort og personlige oplysninger eller til at overføre pengebeløb til konti oplyst af gerningspersonen. Særligt i de seneste dage har der været en stigning i antallet af anmeldelser om den type sager, og da sådanne fremgangsmåder aldrig benyttes af hverken politiet eller banker, advarer Nordsjællands Politi om ikke at efterkomme sådanne anmodninger fra ukendte personer. 

Store pengebeløb

– Forbrydelser af den her karakter er et alvorligt problem, fordi de forurettede ofte bliver snydt for rigtig store pengebeløb. Tilmed er gerningspersonernes målgruppe typisk ældre borgere, og gerningspersonerne er meget ihærdige og veltalende. Men vi vil gerne slå fast, at hverken politiet eller andre offentlige myndigheder og ej heller banker henvender sig til borgere eller kunder på den her måde. Jeg vil derfor kraftigt appellere til borgere, der modtager sådan en henvendelse, om at afvise gerningspersonernes anmodning. Det letteste at gøre er faktisk bare at lægge røret på, fortæller leder i afdelingen for Økonomisk Kriminalitet i Nordsjællands Politi, politikommissær Jesper von Bülow.

Nordsjællands Politi efterforsker pt. intensivt sagerne om kontaktbedrageri og foretager forskellige efterforskningsskridt med henblik på at kunne pågribe gerningspersonerne. Derfor vil Nordsjællands Politi gerne høre fra borgere med det samme, hvis de er blevet kontaktet på denne måde.

– Vi vil naturligvis rigtig gerne det her fænomen til livs, og vi arbejder ihærdigt på at finde frem til gerningspersonerne. Vi har flere gange været ude ved borgerne, når en gerningsperson har oplyst, at han/hun eller en ”kollega” vil dukke op på borgerens adresse for at afhente hævekort eller tilgå borgerens computer. Det har tidligere ført til, at vi har kunnet pågribe en gerningsperson i aktion, og derfor er det også et led i vores efterforskning, som vi fortsætter med at benytte, oplyser Jesper von Bülow.

Tag en forebyggende snak

– Det er desværre svært at efterforske sådanne sager, hvis vi først får oplysninger om dem på bagkant. Derfor arbejder vi også på at forebygge disse forbrydelser, og her kan de ældre borgeres pårørende være til stor hjælp. Har man ældre borgere i sin familie, vil jeg anbefale, at man tager en snak med dem om ikke at udlevere nogen former for personlige informationer eller hævekort og ej heller overføre penge til ukendte personer. Sådan en snak kan være det, der gør, at ens nærmeste ikke bliver bedraget, så den er godt givet ud, slutter Jesper von Bülow.

ældre | bedrageri
Del på

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev - klik her
Læs også....
Knivstik i misbrugsmiljø
Uenighed ført til knivstik i Allerød, oplyser Nordsjællands Politi En uenighed mellem tre personer i et misbrugsmiljø førte onsdag eftermiddag omkring klokken 16 til, at en 20-årig fra Allerød blev […]

Dødsulykke: politiet efterlyser vidner til vanvidskørsel
Nordsjællands Politi efterlyser vidner til vanvidskørsel, der lørdag kostede tre mennesker livet

Tilliden til politiet stiger i Nordsjælland
Tryghedsundersøgelse viser, at nordsjællandske borgere er blevet mere trygge og har mere tillid til politiet.

Nordsjælland: børn antastet af person i varebil
Politiets efterforskning har endnu ikke givet resultater vedrørende anmeldelse om antastning af to drenge fra en mand i en varebil - afhængig af nye oplysninger.

Tricktyveri i Uggeløse Bygade
Tre mænd stjal tobaksvarer fra et lager i en butik fredag aften

Glatføreuheld på Nymøllevej
Glatføreuheld ved en P-plads på Nymøllevej torsdag morgen

Jægere skød på bus
En bus på Nymøllevej blev søndag formiddag ramt af hele fire skud fra jægere

15 procent færre indbrud på et år
Trods fald i antallet af indbrud opfordrer politiet til øget opmærksomhed, hvor den mørke tid nærmer sig.

Nordsjælland: politi forlænger lukning af rockersteder
Nordsjællands Politi forlænger lukningen af rocker- og bandetilholdssteder med to uger

Tyveri og arbejdsulykke
Arbejdsulykke i Lynge og butikstyveri hos Netto, Lillerød

Tyv blev overrasket
Ældre kvinde overraskede en tyv midt om natten


Annonce