25. januar 2023  |   Vores By  |   Synspunkt

Boligbyggeri på Enghaven Nord er fortsat en trussel

765 underskrifter og 76 høringssvar mod byggeri på Enghaven Nord er et klart budskab til vores byrådspolitikere – men Enghaven Nord er fortsat i fare, skriver Helle Pedersen i dette indlæg.

Synspunkt
25. januar 2023  |   af Kim Sejr

765 underskrifter og 76 høringssvar mod byggeri på Enghaven Nord er et klart budskab til vores byrådspolitikere – men Enghaven Nord er fortsat i fare, skriver Helle Pedersen i dette indlæg.

I november 2022 sagde byrådet nej til et boligprojekt på 125 boliger. Desværre er det ikke et nej til byggeri, men et spørgsmål om at projektet skal revideres, så det lever op til de fastsatte krav.

Et flertal i byrådet styrer fortsat mod ødelæggelsen af Enghaven Nord, da alene De Konservative fastholder deres nej til byggeri og ja til at bevare Enghaven Nord som en af Allerøds grønne åndehuller.

Men hvorfor al den virak om en bar mark?

Læs et udsnit af kommentarer fra borgere, der siger nej til byggeri på Enghaven Nord:

”Vi skal bevare alle vores grønne områder, og ikke satse vildt på at udbygge Allerød. Vi har en perfekt størrelse, og ingen undersøgelser viser at vi får fordele ved en kæmpe udbygning af boligmassen!!”

”Trafikken i rundkørslen ved Engbuen bliver sindssyg. Det bliver et konstant bil helvede hvor børn cykelister og fodgængere igen må springe for livet. Hammersholt Byvej kan ikke opsluge trafikken og Enghave parkvej vil blive en ‘motorvej’ i beboelse kvarter. Det er ikke planlagt ordentligt mhp infrastruktur. Det er klart en ommer”.

”Vi må da lytte til Dansk Naturfredningsforening! Bevar naturen!”.

”Jeg synes naturen omkring Allerød er den mulighed der er for at komme ud og samle energi til en hverdag på kontoret, og fordi dyrene er trængt i forvejen. Det er deres levested vi bare banker boliger op på. Lige præcist dette område er fyldt med kronvildt og lærker, som lægger rede på engen. Biodiversitet er truet af for store bebyggede områder, hvor insekterne ikke kan komme fra og til”.

”Vi skal bevare det GRØNNE Allerød. Vi ender som en røvkedelig forstadskommune. Større er ikke bedre”.

Helle Pedersen, Guldborgvej 3

Del på

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev - klik her
Er Allerød ligeglad med deres veteraner?

Allerød kommunes veteranstrategi har været ikke-eksisterende siden 2021, lyder kritikken fra Tina Ryberg.

Allerød byråd besluttede desværre 21.11.24 at nedstemme muligheden for at SBU( social – og beskæftigelsesudvalget ) kan fortsætte arbejdet med at ansætte en veterankoordinator

Veteranalliancen beskriver hvilken funktion en veterankoordinator har således:

-at have en velkendt kontaktperson for kommunens veteraner, og deres pårørende

-at sikre en helhedsorienteret vurdering af veteranernes livssituationer og støttebehov

-at kunne sammensætte fulde, dækkende serviceløsninger på tværs af kommunens forvaltninger, regionernes behandlingstilbud, Veterancentrets støtte- og behandlingstilbud, og de mange supplerende tilbud fra frivillige og private aktører på veteranområdet

-at sikre en opsøgende indsats i forhold til de mest udsatte veteraner (f.eks. hjemløse og svært kontaktbare, syge veteraner)

-at opfordre til bisidderstøtte eller partsrepræsentation for de veteraner og pårørende, som har meget svært ved møder med kommunen, og på alle måder smidiggøre disse møder af hensyn til veteranerne og deres pårørende

-at være opmærksom på de belastninger syge veteraners bagland (de pårørende) kan opleve, og facilitere relevant hjælp og støtte til veteranfamilierne

-at inddrage relevante myndigheder og organisationer uden for kommunen, og koordinere indsatserne til gavn for den enkelte veteran eller pårørende

-at etablere og vedligeholde lokale netværk for kommunens veteraner og pårørende

-at understøtte foreninger, veterancafèer og veteranprojekter såvel organisatorisk som praktisk

-at synliggøre og formidle veteranernes ofte unikke kompetencer i forhold til arbejdsmarkedet og foreningslivet

-at sikre en tydelig og respektfuld kommunal anerkendelse af veteranerne på flagdagen for Danmarks udsendte d. 5. september hvert år

-at bidrage til vidensdeling og faglig sparring med landets øvrige veterankoordinatorer

Set i lyset af at Allerød er en Garnisonsbys som ofte har brystet sig af at være stolt over og tæt kontakt med Livgardens kasserne er dette ekstra beskæmmende.

Livgarden er til dags dato et af de regimenter der har deltaget i de skarpeste opgaver, har taget de største tab og naturligvis også fået veteraner hjem med ar på krop og sjæl. Dem har man med denne beslutning efterladt på ”slagmarken” som kommune – noget en rigtig soldat, ikke gør.

Jeg undres over denne beslutning, som jeg undrer mig over at Allerød kommunes veteranstrategi er ikke-eksisterende siden 2021. Jeg kan jo næsten fristes til at tro at Allerød kommune er ligeglad med deres herboende veteraner.

Man kan jo spørger sig selv hvorfor? Er det fordi der reelt kun er et byrådsmedlem der har været udsendt på en skarp mission? Er det fordi der ikke er stemmer i veteraner I samme grad som der er stemmer i sportsklubberne?

En soldat efterlader aldrig en makker – men Allerød byråd efterlader de mest sårbare af veteranerne.

Indsendt af Tina Ryberg, Allerød-borger


Separatkloakering – blev du også overrasket?

Der har manglet klarhed og åbenhed forud for vedtagelsen om separatkloakering, mener Rene Nicklas Wendt, byrådskandidat for de konservative

Det er tilsyneladende kommet bag på rigtigt mange borgere i Allerød Kommune, at en omkostningstung separatkloakering er vedtaget i byrådet.

Jeg er stadig ikke uenig i, at vi skal separatkloakere – og jeg er forsat ikke imponeret over den proces, som har ført frem til beslutningen. Der er simpelthen for mange aspekter i denne sag, som ikke er belyst og kommunikeret til borgerne.

Ja, grundejeren skal selv betale separatkloakeringen. Men hvad kan du som borger egentlig forvente af omkostninger og muligheder?

Allerød kommune har vurderet at prisen bliver 60.000 kroner pr. husstand.

En rundspørge blandt en række kloakmestre viser, at udgiften vurderes til at blive mellem 80.000 og 200.000 kroner pr. husstand.

Andre kommuner i Novafos-samarbejdet har også vurderet omkostningerne. Gentofte Kommune vurderer at det vil koste minimum 50.000 kroner pr. husstand, eksklusivt fliser og anden belægning. Hørsholm Kommune anslår udgiften til 90.000 kroner pr. husstand. Priserne er 2-4 år gamle.

De andre Novafos-kommuner opererer alle med et varsel på 5 år til at gennemføre og betale kloakeringen, når kommunen varsler dette. Det du skal nok også forvente i Allerød Kommune – men er dette overhovedet realistisk? Der skal virksomheder og arbejdskraft til føre dette projekt ud i livet. Og selvsamme firmaer er engageret i denne type projekter i hele nordsjælland!

Hvad gør du som pensionist hvis du ikke har mulighed for lån i friværdien? Du kan med stor sandsynlighed låne pengene, på samme måde som du kan med indefrysningsordningen på grundskyld. Og gælder dette også erhvervsaktive borgere der rammes uheldigt? Næ – det gør det faktisk ikke. Du må bare løse problemet.

Kan du få dispensation fra separatkloakeringen? Muligvis – nabokommunerne tillader dette i enkeltstående ekstremt dyre tilfælde.

Det er ikke muligt at estimere den takststigning på vandafledningen, som samtlige borgere i Allerød Kommune rammes af – men du kan regne med en markant stigning.

Jeg håber inderligt, at de berørte borgere i Allerød Kommune får minimum 10 år til at udføre kloakeringen og finde en finansiering.

Der mangler klarhed og åbenhed i Forvaltningen - det havde været rimeligt at spille med åbne kort – inden vedtagelsen! Det handler faktisk om borgernes friværdi og opsparing.

Af Rene Nicklas Wendt, byrådskandidat Konservative i Allerød


Sunde rammer for skærmbrug blandt børn og unge

Mere restriktiv skærmpolitik efterlyses af byrådsmedlem Signe Schløer(SF) og Tune Revsgaard, bestyrelsesmedlem, SF Allerød

Vores børn og unge bruger i dag meget tid foran skærme og på sociale medier. Denne omfattende skærmtid kan have negative konsekvenser for deres trivsel. 

Konstant eksponering for urealistiske forventninger til udseende, idealer og præstationer kan føre til lavt selvværd, stress og angst. 

Samtidig har voksne ofte svært ved at følge med i, hvad der foregår online i forhold til mobning, ekskludering og andre negative sociale dynamikker. Mange unge oplever også forstyrret søvn, fordi de føler et pres for altid at være til stede online for ikke at gå glip af noget eller blive holdt uden for fællesskabet.

I SF Allerød ønsker vi at skabe sunde rammer for skærmbrug og sociale medier for vores børn og unge. 

Det handler ikke om at forbyde skærme eller sociale medier, men om at promovere fordelene ved en mere restriktiv skærmpolitik og tydeliggøre, hvad der er godt og skidt ved brugen af dem.

Flere af Allerød kommunes skolebestyrelser og forældrebestyrelser er allerede i gang med at udarbejde retningslinjer for mobiltelefoner og sociale medier. I SF bakker vi op om det arbejde og opfordrer til, at der udarbejdes retningslinjer og anbefalinger for skærmbrug og sociale medier i alle daginstitutioner og skoler. Disse kan inspirere til gode vaner i hjemmene og danne grundlag for dialog og forventningsafstemning mellem forældre.

Derudover er det vigtigt at skabe rum og plads til vores børn og unge, hvor de kan mødes og være sammen fysisk. 

De ansatte i SFO'er, klubber og ungdomsskoler gør allerede et fantastisk stykke arbejde inden for de eksisterende rammer, men vi skal løfte vores fritidstilbud yderligere. Der skal skabes bedre faciliteter, som giver plads til leg, ro, hvile og samtale, så børn og unge får sunde alternativer til den digitale verden.

Af Signe Schløer | Byrådsmedlem for SF Allerød | Tune Revsgaard Nielsen | Bestyrelsesmedlem SF Allerød


Gaver til fodboldglade børn – og ekstraudgifter til livsglade skatteborgere

Nogle boligejere i Allerød skal betale op til 200.000 kr. ud af egen lomme til separatkloakering, mens en enkelt idrætsforening modtager 12-15 mio. kr. til kunstgræsbaner - hænger det sammen, spørger René Nicklas Wendt, byrådskandidat for de konservative

Det er politisk besluttet, at Allerød Fodboldklub modtager 2 kunstgræsbaner til en værdi af12-15 millioner kroner. Det er en overordentlig stor gave fra fællesskabet til en enkelt forening.

Beslutningen, om hvilken type belægning der skal vælges, har været genstand for en intens debat og politisk behandling. Jeg må konstatere, at der har været mere politisk bevågenhed om denne sag, som vedrører et udvalgt mindretal, end der har været i en sag, som bliver rigtig dyr for et stort antal skatteborgere i Allerød Kommune – nemlig den kommende separatkloakering i dele af kommunen.

Jeg er ikke uenig i, at vi skal separatkloakere – men jeg er mildest talt ikke imponeret over den proces, som har ført frem til beslutningen.

De berørte borgere skal selv betale separatkloakeringen på egen grund: De heldigste borgere vil blive påført en udgift på ca. 80.000 kroner. De fleste vil dog opleve, at udgiften bliver over 100.000 kroner og enkelte vil opleve, at der skal betales tættere på 200.000 kroner (baseret på oplysninger fra en række kloakmestre).

Og dette er en udgift, som boligejerne ikke havde kunne forudse – de får dog 5 år til at finde pengene ifølge tilgængelige oplysninger fra Allerød Kommune. Kommunens ”hjælpende hånd” er en takststigning på vandafledningen, som rammer alle borgere i Allerød kommune.

Men respekten for kommunens største indtægtskilde, skatteborgerne, er gået helt tabt i denne proces!

Hvordan skal de pensionerede boligejere skaffe de nødvendige penge? Skal de belåne friværdien (hvilket ikke altid er muligt)? Skal den sidste rest af de opsparede pensionsmidler bruges til separatkloakering?

Det ser måske en smule bedre ud for kommunens erhvervsaktive borgere – men et beløb på 80.000 – 200.000 kroner vil gøre ondt i de fleste husstande.

De grundejere, som er medlem af en grundejerforening med fællesarealer, risikerer tilmed at betale yderligere for den del af kloakeringen, som skal udføres på grundejerforeningens arealer.

Hvorfor er de økonomiske konsekvenser for borgerne ikke belyst i sagsfremstillingen?

Der skal være muligheder for fodboldglade børn og voksne – men jeg savner den samme politiske bevågenhed i forhold til de borgere, som inden længe skal grave dybt ned i opsparingen.

Af Rene Nicklas Wendt, byrådskandidat Konservative i Allerød


Eksperterne anbefaler ikke kork

Argumenterne for kork som fyld på boldbanerne er stik modsat de informationer, ekspertvurderinger og erfaringer, der er tilgængelige, fremfører Lars Bech-Jørgensen

Politikernes argumenter for kork modsiges i sagsfremstillingen fra forvaltningen i Allerød Kommune.

De seneste dages debat har kastet lys over argumenterne fra Socialdemokratiet og Konservative for at ønske kork som materiale til de kommende kunstgræsbaner.

Jeg undrer mig dog over, at deres argumenter og informationer ikke kan genfindes i sagsfremstillingen.

Faktisk er argumenterne stik modsat de informationer, ekspertvurderinger og erfaringer, der er tilgængelige. Det fremgår fx tydeligt af sagsfremstillingen, at:

- Fodboldbaner lavet af kork øger risikoen for skader.

- Fodboldbaner lavet af kork er dyrere i drift og skal skiftes oftere.

- Fodboldbaner lavet af kork er ikke velegnet til fodbold i vinterhalvåret.

Jeg kan forstå, at flere politikere har besluttet at se bort fra sagsfremstillingen, hvor forvaltningen har samlet relevant information, konsulteret eksterne rådgiver og kommuner, der har erfaringer med kork som materiale til kunstgræsbaner.

I stedet har politikerne selv fundet informationer andre steder. Er det fordi, der mangler noget eller der måske ikke er tillid til den faglige vurdering og indsigt?

Og medlemmerne af kultur-, idræts- og fritidsudvalget har åbenbart fået andre oplysninger af rådgiveren end der fremgår i sagsfremstillingen. Hvorfor indgår disse oplysninger ikke i materialet til byrådet, hvis de er så afgørende?

Jeg undrer mig over, at forvaltningens sagsfremstilling i et projekt til 12-15 mio. kr. på den måde tilsidesættes med stik modsat argumentation uden dokumentation.

Der må da være ét klart svar på, om kunstgræsbaner af kork kan benyttes om vinteren. Og om man med de nyeste typer kunstgræsbaner af gummigranulat og afværgeforanstaltninger kan undgå forurening af grundvand og omkringliggende natur.

Jeg håber, at vi kan få indsigt og skabt klarhed om det faglige grundlag for politikernes beslutning.

Jeg håber, at vi sammen finde en pragmatisk og balanceret løsning, hvor vi får fodboldbaner, der kan bruges i vinterhalvåret, og hvor vi etablerer de nødvendige afværgeforanstaltninger for at undgå mikroplast i naturen.

Indlæg skrevet af Lars Bech-Jørgensen


Kunstgræsbaner – Hvorfor kork og ikke gummigranulat som infill?

Konservative i Allerød ønsker at der anvendes kork som infill på de nye kunstgræsbaner til Allerød Fodboldklub, skriver Jørgen Johansen(K)

Kunstgræsbaner - Hvorfor kork og ikke gummigranulat som infill?

Konservative i Allerød ønsker at der anvendes kork som infill på de nye kunstgræsbaner til Allerød Fodboldklub – og vi kender konsekvensen: Der vil være flere dage hvor man ikke kan spille fodbold i forhold til baner med gummigranulat.  Vores oplysninger viser dog, at der ikke længere er en stor forskel på de to infill-typer. Gummigranulat har den negative effekt, at det medvirker til en deponering af mikro-plast.

Kort om kork: Kork indeholder ca. 10 % vand - derfor er det vigtigt at vores baner bliver etableret med et godt dræn, så vandet kan løbe væk. Vandindholdet er den primære årsag til, at frost har en betydning for antallet af lukkedage på banen.

Hvis du spurgte en havbiolog om holdningen til mikro-plast, ville svaret sandsynligvis være, at mikro-plast allerede har bidraget til ødelæggelse af vores miljø, herunder vandmiljøet.

Vi kender ikke de fulde konsekvenser ved brug af gummigranulat til kunstgræsbaner – men det er fastslået at det har en negativ effekt. Med den vind vi har omkring vores anlæg på Møllemosen, vil eventuel mikro-plast blive blæst ud i naturen. Og dette uanset om der etableres sluser og læhegn.

Kork holder ikke så længe som gummigranulat. Konsekvensen er at vi skifter korken lidt tidligere end ved gummigranulat – det kan ikke være anderledes når man vælger den bæredygtige retning.

Til gengæld er vi på forkant i forhold til EU-lovgivningen og skal ikke ændre på projektet når gummigranulat ikke længere må anvendes.

Konservative i Allerød ønsker at vi kommer i gang med at få anlagt banerne – det betyder nemlig at der hurtigere kan komme gang i fodbold-aktiviteterne på banerne. Og vi ønsker at det bliver løsningen med kork.

Vi kan ikke – med hånden på det grønne hjerte – byde vores børn at spille fodbold på arealer med mikro-plast. Det er ikke sådan vi skal give Allerød videre til de kommende generationer.

Jørgen Johansen, byrådsmedlem(K)


Centerhallen – nedrivning, absolut nej tak!

Det vil være en kortsigtet og utilgivelig handling fra byrådets side at lade hallen nedrive for at skaffe et antal parkeringspladser, mener Tony Andersen.

Endnu engang viste Centerhallen sin berettigelse. Det var i forbindelse jobmessen den 11. september.

Hallen var stuvende fuld og på trods af mange mennesker var både støjniveau og trængsel udholdelig.

Det vil være en kortsigtet og utilgivelige handling fra byrådets side at lade hallen nedrive for at skaffe et antal parkeringspladser. Parkeringspladser kan sikkert erstattes, men en hal næppe og slet ikke med så central beliggenhed i bymidten og nær stationen.

Centerhallen er ikke den oprindelige idrætshal, som blev bygget i 1954 af en gruppe idealistiske borgere, men den er alligevel et lokalhistorisk monument. Den rummer en fortælling om, hvad et lille samfund på under 5.000 indbyggere magtede, når det fælles mål var at skabe en idrætshal for den gang badmintonsporten.

En del af historien er også, at hallen i 2005 brændte og blev genopbygget, sikkert fordi man stadig havde brug for den ligesom i dag.

Det er nu ikke den eneste gang Centerhallen har været i overhængende fare for nedrivning.

I begyndelsen af 1970´ érne blev badmintonklubben tilbudt et mageskifte, hvor Allerød kommune tilbød klubben en ganske ny hal i Lillerød øst mod at afgive Centerhallen. Det tilbud tog klubben i mod og to haller blev opført på Banevang den ene til badminton og den anden til L.I.F.

Hvad kommunens hensigt på daværende tidspunkt var, er sikkert ikke særlig kendt. Men jeg sad som sekretær i det daværende kulturelle udvalg og blev dermed en del af historien.

Kommunens bibliotek havde i årene forud ført en noget omskiftelig tilværelse og det ville udvalget gerne råde bod på ved at bygge en permanent biblioteksbygning.

Der blev indgået aftale med et meget anerkendt arkitektpar, som også fremkom med et forslag til et bibliotek, som også i dag ville være et besøg værd. Beliggenhed : Centerhallens grund – og altså en nedrivning af hallen !

Den dag de to arkitekter skulle fremlægge planerne, blev jeg ringet op af formanden for kulturelt udvalg Jens Bach, der bad mig om at ringe til arkitekterne og aflyse dagens møde .

Jeg blev meget forbavset, vi havde jo haft utallige møder om det nye bibliotek og så frem til et fremragende projekt.

Den forklaring jeg fik på den nye situation var, at byens store og betydende virksomhed FH møbler var i økonomisk nød og Allerød kommune så sig nødsaget til at købe FHs administrationsbygning for at hjælpe FH.

Det betød så på sigt, at det nye bibliotek skulle rykke ind i FHs administrationsbygning, og der ligger det såmænd endnu, og samtidig at Centerhallen undgik nedrivning.

Så der er altså flere lokalhistoriske grunde til også denne gang at lade Centerhallen bestå. Lillerød bymidte gennemgår i disse år mærkbar forandring, noget af det ”gamle” bør bestå for at minde os om tiden før os.

Foto: Centerhallen

Indsendt af Tony Andersen, Prins Valdemars Alle 8.1, 3450 Allerød


Enhedslisten: Nærmest smidt ud af budgetforhandlinger

Inden årets budgetforhandlinger gik igang, oplevede Enhedslistens byrådsmedlem, Emil Ulrik Andersen, at han nærmest blev smidt ud, skriver han.

Enhedslisten kommer ikke til at være med i årets budgetforhandlinger. Inden forhandlingerne gik i gang blev jeg nærmest smidt ud.

Det er ærgerligt for Allerøds borgere at konstitueringsgruppen vælger at udelukke Enhedslisten fra forhandlingerne.

Med begrundelsen: ”At jeg ikke var med i sidste års budget, og heller ikke dem årene før”.

Det er jo måske verdens dårligste argument.

For i den logik kan man kun være med i et budget, hvis man var med i det året før, og så skal man altså være med til alle budgetter, eller ingen. Det vidner om en besynderlig forståelse af årlige budgetter, demokrati og forhandling i det hele taget.

Jeg synes at vælgerne fortjener at vide at det er sådan konstitueringsgruppen vælger at forvalte deres flertal.

Hvis jeg var vælger hos eksempelvis S og i særdeleshed hos SF, så ville jeg da synes det var utrolig underligt at de, inden forhandlingerne overhovedet er gået i gang, vælger at udelukke Enhedslisten, men gerne forhandler med Venstre, konservative og moderaterne.

Jeg synes udelukkelsen, og begrundelsen for udelukkelsen afslører en svaghed hos konstitueringsgruppen.

En stærk konstitueringsgruppe ville lede efter en reelt bred aftale, mens denne konstitueringsgruppe foretrækker at lukke sig om sig selv, og forhandle med Moderaterne, der indtil nu kun har vist at de er i stand til at stemme fuldstændigt det samme som konstitueringsgruppen, og de Konservative, som efter min mening også går med på for meget af konstitueringsgruppens politik.

Med andre ord viser forløbet en svag konstitueringsgruppe, der er bange for kritik og modspil.

Borgmesteren, flertallet kan lave aftaler med dem de har lyst. Det har jeg intet problem med. Jeg synes til gengæld at hvis man helt udelukker nogen fra forhandlingerne, så skal man have en bedre forklaring.

Med andre ord viser forløbet en svag konstitueringsgruppe, der er bange for kritik og modspil.

Det er som om konstitueringsgruppen er så vant til at lave budgetter sammen, som de i fællesskab skamroser, at de slet ikke kan forstå den hårde kritik jeg har været ude med efter de to år med udgiftsstop og det seneste budget, som finansieredes primært ved at lade al forældrebetaling stige maksimalt på alt fra daginstitutioner til klubber.

Jeg tager det med ophøjet ro at jeg ikke er med til budgetforhandlingerne, og kritikken af konstitueringsgruppen, den kommer jeg til at fortsætte med.

Emil Ulrik Andersen, medlem af byrådet(Ebhedslisten) - indlæg bragt på egen FB-siden første gang.


Sexisme i den politiske debat

Allerød-borger Tina Ryberg opponerer imod, at hun skal påduttes bestemte politiske holdninger, blot fordi hun er gift med en konservativ lokalforenings-formand

Jeg er gift med en mand, som er meget politiske aktiv i Konservative Allerød, men jeg er ikke selv medlem af et parti. Og min politiske observans er overvejende "ikke-borgerlig".

Men jeg kan garantere, at jeg holder af værdier, som omhandler mangfoldighed, retten til at være et individ med egne meninger samt forpligtelsen til at se ud over egen næsetip.

Det undrer mig derfor, at jeg i den politiske debat mødes med udsagnet "du er gift med Rene Nicklas Wendt og støtter jo derfor Konservative i Allerød".

Tiden, hvor kvinders sager var journaliseret under mandens CPR-nummer er altså definitivt overstået - men jeg må desværre konstatere, at visse lokalpolitikere finder det opportunt at miskredittere min kritik af de eksisterende magtstrukturer i kommunen, ved ovennævnte simple og udannede sexistiske ytringer.

Jeg finder det dybt problematisk, at kvinder med politisk aktive partnere mødes på denne helt utidssvarende vis i debatten.

Er det derfor, at meget få at disse kvinder blander sig aktivt i den politiske debat i Allerød Kommune? Er det et tilfælde, eller skyldes det den chikane, nedgørelse og offentliggørelse af private forhold, man kan opleve som politisk interesseret ægtefælle?

Min frygt er, at disse usympatiske fremgangsmåder kan afholde mange fra at ytre sig offentligt, især hvis de føler, at deres privatliv bliver angrebet eller udstillet som en konsekvens af deres ægtefælles politiske tilknytning. Retten til at udtrykke sin mening er en grundlæggende del af demokratiet - også på lokalt niveau, som i Allerød.

Ytringsfriheden må og skal gælde for alle – også for ægtefæller til politisk aktive i Allerød!

Indsendt af Tina Ryberg - borger uden partimedlemskab, Ville Heise Park 1, 3450 Allerød.


Konservativ økonomistyring tæt på borgerne

Også den konservative økonomistyring skal i fremtiden være tættere på borgerne, skriver Jørgen Johansen – konservativ borgmesterkandidat KV25

Tiden er inde til at ændre vores økonomiske styring. Vi skal være bedre til at udnytte fællesskabets ressourcer i Allerød – både de økonomiske og ledelsesmæssige.

Tillid, ansvar og rettidig omhu være de fremtidige nøgleord når vi styrer vores økonomi. På denne måde undgår vi de store effektiviseringer og besparelser. Elementer som balance, prioritering og en aftale om ikke at udvide driften i løbet af et budget år bliver stadig en del af styringen.

Der skal ikke længere indlægges faste effektiviseringskrav i overslagsårene. I stedet skal der prioriteres.

For de konservative handler det om balance: Det er vigtigt at vi skruer ned for ambitionerne når vores økonomi ikke tillader andet - men samtidig skal vi også turde udvide vores drift, hvis der er noget vi vil prioritere. Her må det gerne koste noget mere i forhold til vores balance.

Som udgangspunkt skal vores anlægsinvesteringer finansieres af et overskud på den budgetterede drift. Når man laver store anlægsinvesteringer, skal det være muligt at se en balance i økonomien over flere år - og Ja, det kan nogle gange være fornuftigt at lave en aftale med Allerøds borgere om at låne til finansieringen, så længe man aftaler hvordan de betales tilbage.

Vores gennemsnitlige kassebeholdning skal kunne håndtere uforudsete udgifter – men den skal ikke være en politisk kampplads. Niveauet fastlægges på baggrund af den kendte virkelighed og ved en åben forhandling med byrådets partier.

Vi har tillid til at alle der ”ejer” et budget i Allerød Kommune forvalter dette budget bedst muligt. Vi stoler på, at der kun bruges de penge som er nødvendige for at leve op til det politisk besluttede serviceniveau.

Der er også en tillid til, at hvis man overskrider budgettet så er der en fornuftig årsag – Og der ikke mindst tillid til at politikerne efterfølgende træffer de rigtige politiske prioriteringer der bringer økonomien tilbage på sporet.

Kommunen skal placere det ledelsesmæssige ansvar så tæt på borgerne som det er muligt. Vi skal udfordre vores organisation til at tænke denne vej med flere selvstyrende teams, færre ledelseslag og andet som understøtterne en organisation med ansvar så tæt på borgerne som muligt.

Indlægget er skrevet af Jørgen Johansen, konservativ borgmesterkandidat


Grundlovsdag i skyggen af EU-valg

Grundlovsdag 5. juni kommer til at foregå i skyggen af valget til EU-Parlamentet 9. juni, der får karakter af et midtvejsvalg, mener redaktør Kim Sejr.

Grundlovsdag 5. juni kommer til at foregå i skyggen af valget til EU-Parlamentet 9. juni, der får karakter af et midtvejsvalg. Forstået på den måde, at partierne vil opfatte stemmeafgivelserne som retningsgivende for den politiske tilstand.

Og den er ikke særlig god for regeringspartierne Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre, som adskillige målinger nu har vist gennem længere tid.

Regeringen er så upopulær, at den kun kan finde opbakning blandt en trediedel af vælgerne. Det skinner igennem hos målingerne for valget til EU-Parlamentet, men i knap så udstrakt grad. Socialdemokratiet ser ud til at miste et mandat, så de ender med tre og Moderaterne er på vippen – i nogle målinger er de inde med et enkelt mandat, i andre målinger er de ude.

Mandatet kan muligvis reddes ved at være i valgforbund med Venstre. Netop Venstre kan på den ene side ømme sig over, at partiet står til at tabe to mandater, så de i stedet for fire får to repræsentanter i EU-parlamentet. Mange Venstre-folk vil dog også drage lettelsens suk over, at de i målingerne står til over 12 procent af stemmerne, mens de hjemlige målinger viser en tilslutning på kun 7-9 procent.

Elefanten i rummet hos mange Venstre-folk er givetvis også om partiet skal forlade regeringen. Fortsætter de sløje målinger kan det kraftigt reducere partiet på Christiansborg ved det næste folketingsvalg. Men det er først i 2026 og partiet kan måske genvinde noget af det tabte ved at føre valgkamp på, at man ønsker en borgerlig regering. Altså hvis vælgerne tror på det. Det lovede Venstre jo som sagt også ved valget i 2022, og i stedet blev der peget på Mette Frederiksen som statsminister. Det har kostet troværdighed hos vælgerne.

Værre er det med kommunalvalget inden, nemlig november næste år. Her kan en meget lav tilslutning til Venstre ikke undgå at påvirke tilslutningen til Venstre lokalt. Det kan betyde mistet indflydelse – og langt færre borgmesterposter. Mon der i kommunal-Venstre snart vil komme et pres for at få Venstre ud af regeringen, så man kan undgå en lokalpolitisk massakre?..

Det er særligt interessant i Allerød Kommune, hvor Venstre har borgmesterposten i en allliance med Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre. Senere har udbrydere fra de konservative dannet Moderaterne og efterfølgende tilsluttet sig konstitueringsaftalen.

Vil et svagere Venstre og svagere konservative føre til et nybrud på lokalt plan med fremgang for Moderaterne, Liberal Alliance og SF? Kortene kan blive blandet på ny.

Kim Sejr er redaktør for Allerød-Online



Annonce