28. september 2024  |   Vores By  |   Nyt fra kommunen  |   Politik  |   Byråd

Centerhallen: alene nedrivning vil koste 1 mio. kr.

Notat fra forvaltningen viser, at der vil gå mindst 9 måneder fra Centerhallen er nedrevet til at pladsen er omdannet til parkering

Byråd
28. september 2024  |   af Kim Sejr

Notat fra forvaltningen viser, at der vil gå mindst 9 måneder fra Centerhallen er nedrevet til at pladsen er omdannet til parkering

Bygningskomprimering eller ej – på kort sigt er der en række gener ved at nedrive Centerhallen fra starten af 2025 og i stedet for etablere P-pladser. Det har forvaltningen nemlig regnet lidt på efter at Økonomiudvalget har anmodet om et uddybende notat vedr. muligheden for at nedlægge
Centerhallen fra nytår, som forudsat i budget 2024.

Notatet belyser tidsramme og økonomi for nedrivning af Centerhallen og efterfølgende etablering af parkering på området. Desuden gennemgår notatet mulighederne for at genplacere foreningsbrugere – og det er et stort og besværligt puslespil, der er mildest talt svært at få til at gå op, fremgår det tydeligt.

Nedrivning og parkering

Ifølge notatet vil en nedrivning af Centerhallen og etablering af parkering på områdetkoste omkring en mio. kr. Den endelige pris vil dog afhænge af de miljøundersøgelser der skal foretages før nedrivningen. Skal pladsen efterfølgende omdannes til en asfalteret, belyst parkeringsplads skønnes dette inklusiv afvanding, rådgivning mv. at koste ca. 2,5 mio, fremgår det af notatet.
kr.
Både nedrivningen og det efterfølgende anlæg kræver projektering, myndighedsgodkendelser inkl. offentlige høringer, udbud og efterfølgende realisering. På den baggrund skønner forvaltningen, at der fra en bevilling vedtages til parkering på området vil der gå ca. 9 måneder. Heraf vil selve udførslen tage 3-4 måneder, hvor der vil være gener for de øvrige brugere af området, hedder det.

Se “Notat om lukning af Centerhallen”.

S åbner for genforhandling

Næste møde i Økonomiudvalget er tirsdag i næste uge, 1. oktober, hvor netop Centerhallen er på dagsordenen.

Byrådsmedlem Miki Dam Larsen(S) har særskilt fået optaget et punkt på dagsordenen, hvor han åbner op for en genforhandling omkring Centerhalen med henblik på en bevarelse.

Han foreslår bl.a., at Økonomiudvalget kan bede forvaltningen udarbejde et beslutningsforslag, der indeholder udgifter til drift af Centerhallen og samtidig indeholder udgifter til yderligere parkering som erstatning for den parkering, der ellers skulle have været etableret på Centerhallens grund.

Miki Dam Larsen har dog tidligere gjort opmærksom på, at såfremt der viser sig at være et flertal for at frede Centerhallen, så skal forligsparterne omkring budgettet være indstillet på at finde ekstra finansiering.

Se her “Dagsorden til møde i Økonomiudvalget 1. oktober 2024”

Del på

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev - klik her
Byrådsflertal lukker Centerhallen

Byrådet besluttede tirsdag aften at lukke Centerhallen fra juli 2025 - de konservative og Enhedslisten stemte imod

Dramaet om Centerhallen har fundet sin foreløbige afslutning efter at et flertal i byrådet igår aftes besluttede at lukke Centerhallen.

Byrådet besluttede konkret, at en lukning af Centerhallen finder sted i juli 2025, idet de afsatte midler på 265.000 kr. i budgetforliget anvendes til driften af hallen.

Imod stemte Jørgen Johansen, Lars Bacher, Erik Lund, Eric Lerdrup Bourgois og Emil Ulrik Andersen.

Herefter satte borgmesteren følgende til afstemning:

"Forvaltningen bemyndiges til at finde alternative midlertidige lokaler til de faste brugere af Centerhallen i sæson 2025/2026. Løsningen skal ses i lyset af de kommende 800 m2 i Forenings- og Kulturhuset, som etables i 2026. Kultur- Idræts- og Fritidsudvalget får en status for anvisning og evt. leje af alternative midlertidige lokaler til de faste brugere af Centerhallen i forbindelse med sæsonfordelingen 2026/2027. Der gives en tillægsbevilling på 200.000 kr. til at kunne leje lokaler, bevillingen finansieres af kassebeholdningen i 2025."

Imod stemte Jørgen Johansen, Lars Bacher, Erik Lund, Eric Lerdrup Bourgois og Emil Ulrik Andersen, idet de ønskede følgende mindretalsudtalelse:

”Vi stemmer imod at lukke Centerhallen for brugere inden Kulturtorvet, og de 800 nye kommunale kvadratmeter, er færdigbygget. Vi mener også, at sagen begynder at blive lige tilpas tosset, når der spares 530 tusind på drift om året, mens der bruges 200 tusind på at lede efter nye lokaler til Centerhallens brugere, uden at der er nogen garanti for at det lykkes. ”


Sag om kunstgræs går tilbage i udvalg

Venstre er meget tilfredse med, at sagen om kunstgræs går tilbage til fagudvalg for at gøre beslutningsgrundlaget bedre

Investering i kunstgræs skal sikre formålet og ikke drukne i ubelyste principper, hedder det i en kommentar fra Venstre, efter at byrådet i Allerød i aftes valgte at sende sagaen om kunstgræs eller kork på boldbanerne tilbage til Kultur-, idræts- og fritidsudvalget.

-I den politiske behandling og offentlige debat, er der henvist til informationer og oplysninger, der ikke fremgår eller understøttes af sagsfremstillingen.

Idet kunstgræsbanerne koster op til 15 mio. kr., er det derfor afgørende, at vi har en fuldt oplyst sag, på tværs af udvalg, som grundlag for vores beslutning. Derfor har vi sendt sagen tilbage, så vi kan få den yderligere oplyst og et kvalificeret fagligt grundlag, hedder det i kommentaren, der fortsætter.

-Efter den seneste debat, mener vi, at det er væsentligt, at få fuldstændig klarhed af hvorvidt:

• fodboldbaner med kork er lige så brugbare til fodbold om vinteren som baner med gummigranulat, når de er veldrænet

• om det er muligt med afværgeforanstaltninger, at undgå forurening fra TBE af grundvand og omkringliggende natur

Derudover har sagen bidraget til bekymring om spredning af gummigranulat i naturen. Derfor arbejder vi på, at udvide sagen for at få afdækket, hvordan vi også kan få lavet afværgeforanstaltninger mod spredning af gummigranulat på de eksisterende kunstgræsbaner i Lynge, Blovstrød og Allerød, fremgår det af kommentaren.

Det hedder videre:

-Realiteterne er, at Kommunens fodboldklubber mangler banekapacitet i vinterhalvåret. Derfor har det været vigtigt for Venstre, at fodboldbanerne også kan bruges om vinteren ligesom vi naturligvis skal passe på vores natur og miljø. Og vi er helt enige i det budskab som både fodboldklubberne og knap 400 borgere klart har givet udtryk for med deres underskriftsindsamling.

I Venstre er vi derfor tilfredse med, at sagen bliver sendt tilbage. Da vi mener, at vi har brug for at få et fælles fagligt grundlag, så vi kan træffe den bedste beslutning for både vores natur, børn, unge og frivillige der spiller fodbold hele året.

Det er byrådsmedlemmerne Michael Nørregaard og Clara Rao, der står bag kommentaren på Venstre vegne, fremgår det.


AFK-veteran i appel til byrådet om boldbaner

Den tidligere formand for AFK(Allerød Fodbold Klub), Flemming Bærentzen, henstiller kraftigt til, at byrådet fravælger kork til boldbaner

Den tidligere, mangeårige formand for Allerød Fodbold Klub(AFK), Flemming Bærentzen retter nu en sidste appel til byrådet omkring anvendelsen af kork eller gummigranulat til fyld på boldbaner.

-Jeg har fulgt den overraskende opståede debat om emnet, et emne jeg og AFK trode var på plads. AFK og jeg var da sikre på ,at der var besluttet at der skulle gummigranulat i banerne, så de kunne bruges hver dag året rundt, uden skelen til om det regnede eller om det var frostvejr.

Stor var overraskelsen, da denne debat dukkede op og jeg så at der pludselig var flertal for kork, stik mod Kommunens egne rådgivere, AFK og sund fornuft, skriver Flemming Bærentzen i sin henvendelse og fortsætter:

-Kork giver problemer når det regner og når det fryser. Når det regner, popper kork op til overfladen og så ligner det pludselig en korkbane. Når det fryser bliver banen meget glat og farlig og må flere steder lukkes i dagevis.

Med al respekt for miljøet, så håber jeg virkelig ikke at vi endnu engang får anlagt nye baner som ikke er gennemtænkt, ligesom da vi anlagde græsbaner ved Møllemosen, hvor den ene meget hurtigt måtte lægges om og flere andre baner simpelthen bliver granit hårde, helt brune og dermed farlige for bentøjet, når der er en tørke periode om sommeren, alt sammen grundet for dårligt anlagte baner, skriver Flemming Bærentzen og tilføjer:

-Jeg tror ikke der er nogen som ikke er enige i at vi skal værne om miljøet og passe på grundvand osv., men det duer heller ikke at bruge store beløb på nye anlæg som så ikke kan bruges i fuldt omfang.

"Med al respekt for miljøet, så håber jeg virkelig ikke at vi endnu engang får anlagt nye baner som ikke er gennemtænkt"

Der er i øvrigt eksempler på foranstaltninger til at begrænse spredning af gummigranulat fra kunstbaner ved at sætte en lav bande rundt om anlægget og metalriste ved indgang/udgang til banerne så man holder langt størstedelen af granulaten inde på banerne og slutter:

-Jeg vil derfor kraftigt henstille til at de medlemmer af Byrådet, som pt. er indstillet på at stemme for kork, at de genovervejer og stemmer for gummigranulat i stedet til glæde og gavn for alle i og omkring AFK. Lad os nu lave det rigtigt fra start denne gang.


Budgetflertal fastholder nedrivning af Centerhal

Et budgetflertal beklager de konservatives udtræden af budgetforlig, men fastholder nedrivning af Centerhallen

Borgmester Karsten Längerich(V) har på vegne af budgetflertallet kommenteret på de konservatives udtræden af budgetforliget 2025:

-Budgetforligspartierne er kede af at Konservative trækker sig fra aftale om bymidte og budgettet. Vi synes at vi har haft en god proces, hvor vi i fællesskab er blevet enig om en positiv udviklingsretning for Allerød. En udviklingsretning der skaber mere liv og gør kommunen mere interessant for tilflyttere.

I gennem de seneste 7-10 år har byrådet haft en aktiv strategi om at udvikle vores bymidte. Denne strategi har udmøntet sig i etablering af Byforum med Citymanager, Helhedsplan for bymidten, ny lokalplan og i maj 2022 en aftale i byrådet om udviklingen af Kulturtorvet med bedre forhold til foreningslivet i bymidten. Det er alle beslutninger der har haft bred politisk opbakning igennem årene og som alle har haft til formål at skabe liv og engagement i vores fælles bymidte, således at vores bymidten har kunne udvikle sig i en meget mere positiv retning end vi ser i nabobyer af samme størrelse, hvor butikker har lukket i stort omfang.

Den 19. september i år indgik Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Moderaterne, SF og Radikale budgetforlig hvor både udviklingen af Kulturtorvet og afviklingen af Centerhallen blev nævnt. Der var ingen større nye beslutninger, men primært en opsummering af tidligere indgåede aftaler mellem budgetforligspartierne.

"Årsagen er, at der i forbindelse med Kulturtorvet bliver etableret tidssvarende lokaler til foreningslivet som mange flere får glæde af, og at der i dag er forholdsvis få der anvender Centerhallen"

Aftalen om at Centerhallen skal lukkes og arealet anvendes til bynære parkeringspladser går eksempelvis 2½ år tilbage til foråret 2022. Tilbage i 2022 indgik partierne (inkl. de Konservative) en mundtlig aftale om dette og i budgetforliget fra 2022 blev driften af hallen som en konsekvens af dette sparet væk.

Årsagen er, at der i forbindelse med Kulturtorvet bliver etableret tidssvarende lokaler til foreningslivet som mange flere får glæde af, og at der i dag er forholdsvis få der anvender Centerhallen. De foreninger der i dag er i Centerhallen vil alle blive tilbud placering andre steder og der vil ikke ske forandringer før til sommer.

Skrevet på vegne af

Venstre

Socialdemokratiet

Moderaterne

SF

Radikale


Konservative træder ud af budgetforlig

Presset for at bevare Centerhallen har fået de konservative til at træde ud af budgetforliget for 2025

"Konservativt exit fra budgetforliget for 2025 i Allerød Kommune", lyder det i en meddelelse, udsendt i fællesskab af René Nicklas Wendt, formand for de konservative i Allerød og Jørgen Johansen, gruppeformand for de konservative i byrådet og borgmesterkandidat.

Det hedder videre:

-Det er med blandede følelser at Konservative i Allerød udtræder fra budgetforliget 2025.

Vi er oprigtigt glade for det store arbejde, som har resulteret i et massivt løft til

Folkeskoleområdet, hvor blandt andet to-voksenordningen udvides. Det grønne aftryk i aftalen vil også komme borgerne til gode på længere sigt.

Centerhallen

Det hedder videre, at det er Centerhallens planlagte nedrivning som er årsagen til det Konservative exit.

-Et massivt pres fra det Konservative bagland og borgere i Allerød, har gjort det nødvendigt at genbesøge baggrunden for denne beslutning – og her må vi konstatere at der kan rejses tvivl om den faglige vurdering som ligger til grund for beslutningen om Centerhallens nedrivning.

Det havde været bedre for alle parter, at dette havde været afklaret inden aftalen blev underskrevet – oplysningerne der sår tvivl om den faglige vurdering kom dog først i spil efter underskrivningen, fremgår det af meddelelsen.

Samarbejde ikke spildt

De konservative betoner værdien af det forløbne samarbejde:'

-Det er ikke vores oplevelse at samarbejdet, som har ledt frem til budgetforliget, er spildt i forbindelse med vores exit. Konservative i Allerød har i hele valgperioden vist at vi kan indgå aftaler med de andre partier – også aftaler som ikke nødvendigvis er særlig ”Konservative”. Men vi er et selvstændigt parti som i meget høj grad respekterer vores politiske bagland og øvrige borgere – og i dette tilfælde resulterer denne respekt i et exit fra budgetforliget.

Som parti har vi højt til loftet, her er masser af plads til meninger som der ikke nødvendigvis er enighed om – og vi holder vores løfter om borgerinddragelse og vilje til at ændre på beslutninger som ikke er hensigtsmæssige. Vi er stadig stolte over det stærke konservative aftryk, der sikrer et massivt løft til Folkeskoleområdet, men vi er nødt til at udtræde af budgetforliget, slutter meddelelsen.


Centerhallen: Her står partierne

Centerhallen er på dagsordenen, når Økonomiudvalget holder møde tirsdag 1. oktober - flere partier åbne for genforhandling, V, K og B fastholder indgåede aftaler.

Debatten om Centerhallens skæbne har været livlig de sidste par uger og der er lagt op til yderligere debat, når Økonomiudvalget holder møde tirsdag 1. oktober.

Allerød Online har i ugens løb indhentet partiernes holdning til spørgsmålet om Centerhallens bevarelse eller ej - der skal ses i sammenhæng med det kommende byggeri af Kulturtorvet og planer om udvidelse af P-arealerne.

Konservative

De konservative holder ifølge gruppeformand og borgmesterkandidat Jørgen Johansen fast i de tidligere budgetaftaler om, at Centerhallen skal omdannes til parkeringspladser.

Dog med den væsentlige tilføjelse, at to af den konservative gruppes medlemmer, nemlig Erik Lund og Eric  Lerdrup Bourgois, er store tilhængere af at bevare Centerhallen.

Venstre

Også Venstre holder fast i planerne om nedlægge Centerhallen.

-V holder selvfølgelig den aftale, som vi netop har indgået ved dette års budgetforlig. Alt andet vil være utroværdigt, så kort tid efter aftaleindgåelse og efter et langt forhandlingsforløb, lød det fra Clara Rao, gruppeformand for Venstre, sidste uge.

Socialdemokratiet

Byrådsmedlem og borgmesterkandidat Miki Dam Larsen(S) er åben over for en genforhandling, der kan bevare Centerhallen - forudsat, at der kan findes den nødvendige finansiering hertil. Han har fået et særskilt punkt på Økonomiudvalgets dagsorden herom.

Moderaterne

Moderaterne er ifølge gruppeformand Thomas Frisch åben over for en bevarelse af Centerhallen, såfremt der kan findes en anden måde at løse parkeringsproblemerne på. Han siger til Allerød Online:

-Som udgangspunkt står vi ved de aftaler der er indgået, herunder også den om centerhallen. Men vi læser også at andre gerne ser en anden løsning, uagtet de selv samme er med i aftalen. Intet er tilsyneladende skåret i granit, så vi er da åbne for at lytte, såfremt der kan fremvises en anden måde, at løse byens parkerings udfordringer, og samtidig bevare hallen.

De radikale

De radikale fastholder nedlæggelse af Centerhallen.

-Vi bakker op om den en fælles plan og strategi der er lagt for bymidten, og som har været flere år undervejs. Ønsket er at fremtidssikre bymidten ved at skabe mere liv, og det tror vi på at det nye Kulturtov vil kunne. Udnyttelsesgraden af Centerhallen vil ikke være tilsvarende og endvidere er der relative høje driftsudgifter set i forhold til udnyttelsesgrad mv. Siden Centerhallen blev bygget, er der yderligere tilført kommunen flere idrætshaller, og der er endvidere en multihal på vej, lyder det fra Merete Them Kjølholm, byrådsmedlem for de radikale.

Enhedslisten

Byrådsmedlem for Enhedslisten, Emil Ulrik Andersen er modstander af, at nedlægge Centerhallen.

Centerhallen har ifølge Emil Ulrik Andersen både en historisk og kulturel værdi i Allerød, så den i allerhøjeste grad er bevaringsværdig.

-Som minimum må man vente med at afgøre Centerhallens skæbne efter opførelsen af Kulturtorvet, mener han.

SF

-Vi synes, at det er mærkværdigt, at Konservative, der netop i budgetforliget har været for, at arealet med Centerhallen skal omlægges til parkeringspladser nu - ganske få dage senere - mener det modsatte.

Når det er sagt, så vil SF gerne gå ind i en drøftelse, af om der kan findes andre løsninger mht. Centerhallen. Men det havde været mere oplagt at tage denne drøftelse i forbindelse med budgettet, da alternative løsninger vil have budgetmæssige konsekvenser, lyder det fra byrådsmedlem Anders Damm-Frydenberg(SF).
 


 


K-profiler: beslutning om Centerhallen bør genovervejes

Centerhallen skal ikke rives ned, mener såvel Eric Lerdrup Bourgois som Erik Lund, begge medlemmer af byrådet for de konservative.

Centerhallen skal ikke rives ned - i hvert fald hvis det står til byrådsmedlemmerne Eric Lerdrup Bourgois og Erik Lund for de konservative – de ønsker nemlig begge Centerhallen bevaret. Derfor bør beslutningen om den såkaldte bygningskomprimering i sammenhæng med det kommende Kulturtov, genovervejes, mener de.

-Det er direkte tåbelig at nedrive en sund bygning, der også har historisk betydning for Lillerød, siger Erik Lund og bakkes op af Eric Lerdrup Bourgois, der mener, at Centerhallen er bevaringsværdig:

-Centerhallen er i høj grad en del af Lillerøds lokale kulturarv og identitet. Der finder mange aktiviteter sted i hallen, som tegner vores særlige foreningsliv og fællesskab. Det vidner de godt 400 årlige bookinger af Centerhallen om, siger Eric Lerdrup Bourgois.

Erik Lund er desuden uenig i, at konsekvensen af den omtale bygningskomprimering skal være en nedrivning af Centerhallen:

-Bygningskomprimering betyder kun, at vi ikke drifter hallen, men kun vedligeholder den. De få P-pladser, der kan etableres på Centerhallens placering, kan selvfølgelig findes andre steder, hvis der stadig er behov. Parkeringspladsen ved Favreholm station har jo f.eks. flyttet en del pendlere, der tidligere kørte til Allerød, fremhæver han.

På spørgsmålet om, hvem der i givet fald skal drifte bygningen, hvis ikke kommunen skal, svarer Erik Lund:

-Ikke nogen, hvis der ikke er nogen brugere i en periode. Men det kan jo vise sig, at de 800 kvm. på kulturtorvet ikke opfylder kravene fra foreninger og andre. En anden mulighed er, at Centerhallen kan lejes ud eller sælges, siger Erik Lund.

Eric Lerdrup Bourgois foreslår, hvis der i det hele taget er behov for at bygningskomprimere, at det i stedet kunne ske på det kommende Kulturtorv:

-Lad os i stedet overveje at frasælge de kommende 800 kommunale kvadratmetre på Kulturtorvet til brug for f.eks. café- og restaurationsvirksomhed - eller en møbeldesignforretning, som vi mangler i Lillerød qua vores lange og betydningsfulde designhistorie med Fritz Hansen og PP-møbler m.fl. Vi synes nemlig ikke have et kommunalt behov for disse kvadratmetre og de vil - på private hænder - kunne skabe en helt ny dynamik i Lillerød bymidte, anfører han.


Enhedslisten: En fejl at rive Centerhallen ned

Som minimum må man vente med at afgøre Centerhallens skæbne efter opførelsen af Kulturtorvet, mener byrådsmedlem for Enhedslisten, Emil Ulrik Andersen.

Det vil være en stor fejl at rive Centerhallen ned, mener Emil Ulrik Andersen, der er medlem af byrådet for Enhedslisten. Han uddyber:

-For det første har Centerhallen både en historisk og kulturel værdi i Allerød, så den er allerhøjeste grad bevaringsværdig. Det synes jeg ikke man kommer uden om, når man har fulgt debatten om Centerhallens skæbne. Hallen anvendes til en lang række formål med aktive brugergrupper. For det andet virker det meget forkert at rive en velfungerende bygning ned, hvilket forøvrigt også vil have et negativt klimamæssigt aftryk, siger Emil Ulrik Andersen.

Emil Ulrik Andersen har ikke været med i de forudgående forhandlinger i 2022 omkring Kulturtorvet, der førte til beslutningen om at bygningskomprimere, altså reducere omfanget af kommunalt ejede kvadratmeter. Sigtet har været, at de 800 kvm som kommunen får stillet til rådighed, når Kulturtovet står færdigt, skal kunne erstatte kvadratmetre som Centerhallen.

-Men sådan som jeg opfatter det at bygningskomprimere, så kan man først begynde at bygningskomprimere, når de ekstra antal kvadratmetre står færdig, så man rent faktisk har noget at komprimere. Det vil sige, at man som minimum må vente med at rive Centerhallen ned, indtil Kulturtovet står færdigt, siger Emil Ulrik Andersen og tilføjer:

-Det åbner nemlig op for et andet spørgsmål: er de kommende kvadratmeter i Kulturtorvet af samme kvalitet og brugervenlighed, som Centerhallen. Det ved vi jo af gode grunde ikke, men det får vi og Centerhallens brugergrupper jo vished for, når man kan tage de nye faciiliteter på Kulturtovet i øjensyn. Herefter kan man tage stilling til om Centerhallens kvadratmetre skal erstattes af de nye kvadratmetre på Kulturtorvet, siger Emil Ulrik Andersen og indskyder:

-Endelig kan en bygningskomprimering jo også foregå ved at reducere i antallet af kvadratmeter på Kulturtovet, dog uden at svække det lokale butiksliv med at give plads til nye butikker her.

"som minimum må vente med at rive Centerhallen ned, indtil Kulturtovet står færdigt"

Samlet set mener Emil Ulrik Andersen, at en nedrivning af Centerhallen er en fejl, som det politiske flertal i byrådet bør ændre holdning til.

-Sommetider bliver der taget nogle beslutninger som viser sig at være uhensigtsmæssige, og så er det helt legitimt at man ændrer holdning. Det gælder f.eks sagen med Centerhallen, siger Emil Ulrik Andersen.


Konservative: Centerhallen skal nedlægges

Konservative fastholder aftalen om, at Centerhallen skal nedlægges, eller “bygningskomprimeres”, som det hedder i budgetforliget for 2023.

Budgetaftalen om, at Centerhallen skal nedlægges, eller “bygningskomprimeres”, som det hedder i budgetforliget for 2023, skal ifølge den konservative gruppeformand Jørgen Johansen fastholdes..

-For os var det nærmest et spørgsmål om pest eller kolera, fordi vi under de daværende forhandlinger blev stillet over for et forslag om at frasælge Kirkehavegaard, hvilket vi var stærke modstandere af grundet stedets betydning for det lokale kulturliv. Desuden er bygningen stærkt bevaringsværdig og derfor valgte vi at gå med til at bygningskomprimere Centerhallen i stedet for, forklarer Jørgen Johansen, gruppeformand og borgmesterkandidat for de konservative i Allerød.

Udmeldingen kommer efter flere kritiske røster om en fremtidig, men snarlig nedrivning af Centerhallen, der skal ses i sammenhæng med opførelsen af det nye byggeri i bymidten, hvor der er reserveret plads til kulturaktiviteter mv.

"under de daværende forhandlinger blev vi stillet over for et forslag om at frasælge Kirkehavegaard"

-Kulturtorvets” 800 m2 indendørs arealer til foreningsliv og samlingssteder skal finansieres af boliger, og ekstra parkering/finansiering skal håndteres ved lukning af Centerhallen, fremhævede byrådsmedlem og viceborgmester Miki Dam Larsen således i en kommentar til sagen tidligere på ugen.

Venstre tilslutter sig de konservative:

-V holder selvfølgelig den aftale, som vi netop har indgået ved dette års budgetforlig. Alt andet vil være utroværdigt, så kort tid efter aftaleindgåelse og efter et langt forhandlingsforløb.

Havde man ønsker til alternativer og finansiering, så var der god tid til, at sagen kunne være drøftet der, siger Clara Rao, gruppeformand for Venstre.

Læs også:

S: Borgerlig slingrekurs omkring Centerhallen


S: borgerlig slingrekurs omkring Centerhallen

Borgerlige byrådspolitikere vil både bevare Centerhallen og skabe flere parkeringspladser - det hænger ikke sammen, siger byrådsmedlem og viceborgmester Miki Dam Larsen(S).

-Centerhallen - ja eller nej? Mere parkering - ja eller nej?

Hvis man følger diverse byrådspolitikeres markeringer på Facebook, så skulle man ikke tro, at der var en strategi for Lillerød Bymidte, og slet ikke, at selvsamme politikere repræsenterer partier, der har været med til at udvikle strategien.

Det er dog ikke desto mindre virkeligheden, at både Venstre og Konservative har stemt for lokalplanen for Bymidten, og for projekt ”Kulturtorvet” med dertilhørende parkeringsnorm og lukning af Centerhallen, skriver byrådsmedlem og viceborgmester Miki Dam Larsen(S) på sin egen FB-side i debatten om Centerhallen. Han fortsætter:

Baggrunden

-Men lad os starte med baggrunden. Den overordnede tendens i hele landet er, at det lokale handelsliv bliver presset af nethandel og større centre. Samtidig sætter borgerne pris på lokalt handels- og caféliv – i sådan en grad, at en levende bymidte sætter positivt præg på boligværdierne i hele kommunen, for slet ikke at tale om vores sociale liv.

En levende bymidte med handels- og cafeliv, attraktioner og samlingssteder var således målet for bymidtelokalplanen og Kulturtorvet.

Som en aktiv deltager i arbejdet var det dertil min opfattelse, at det var Venstres og Konservatives mål, at udviklingen skulle ske med minimal brug af skattekroner. Derfor skulle ”Kulturtorvets” 800 m2 indendørs arealer til foreningsliv og samlingssteder finansieres af boliger, og ekstra parkering/finansiering skulle håndteres ved lukning af Centerhallen. Boliger i bymidten understøtter desuden bylivet og glæder særligt mange seniorer og singler med ønske om en lejlighed, redegør Miki Dam Larsen og kommer ind på problematikken omkring parkering:

Parkering og problemer

-Hvad angik parkering, så ville det koste at kræve flere parkeringspladser, da det fordyrer byggeriet. Potentielt set ville det betyde, at en del byggeri slet ikke ville kunne betale sig, og vi ville stå tilbage med slidte barakker, halvtomme grusarealer, færre nye boliger og et svækket byliv.

Strategien blev derfor, at finde en balance, hvor vores krav til p-pladser afspejlede det analyserede behov og samtidig muliggjorde byggeri til nye butikker, restauranter, boliger og offentlige samlingssteder – uden brug af skattekroner!, lyder det fra Miki Dam, der retter skytset mod flere borgerlige politikere:

-Det er dog ikke dén historie, der fortælles på Facebook af borgerlige byrådspolitikere. Her fremgår det, at man – efter alle beslutninger ER truffet – vil både bevare Centerhallen og skabe endnu flere parkeringspladser. Det fremgår dog ikke hvordan. Begge forslag koster (offentlige) penge. De foregående mange år har der været økonomisk smalhals. Det er der dog ikke i samme grad længere. Effekten af skattestigningen fra 2023 træder nu igennem.

Skal Centerhallen fredes?

S vil nu have afklaret hvorvidt Centerhallen skal fredes - men det vil ifølge Miki Dam Larsen kræve et P-hus:

-Socialdemokratiet vil derfor lægge op til, at vi genbesøger de gamle beslutninger og aftaler, hvorvidt der skal bruges skattekroner på at frede Centerhallen og etablere kommunale p-pladser i form af et kommunalt p-hus. Det er ikke billigt, men det lader til, at den borgerlige kurs har skiftet.

Ved at drøfte ovenstående i økonomiudvalget (ØU) kan vi sikre sammenhæng mellem politiske udmeldinger på Facebook og de gældende beslutninger i Byrådet.

Helt konkret kan ØU lave følgende bestilling til forvaltningen:

· Hvor og hvordan kunne der etableres et kommunalt p-hus? Hvad vurderes udgiften til et p-hus/kælder til 100 biler at være?

· Hvordan kan vi hæve p-normen for byggeri i bymidten? Hvilken betydning vil det antages at have for aktuelle byggeprojekter? Hvilken betydning vil det antages at have for den fremtidige udvikling?

· Et beslutningsgrundlag indeholdende udgifter til drift af Centerhallen samt forslag til yderligere parkering som erstatning for den parkering, der skulle etableres på Centerhallens grund. ”


Det er børnenes og fællesskabets budget!

Med Venstre i spidsen står 20 ud af 21 byrådsmedlemmer endnu en gang sammen om et ambitiøst og ansvarligt budget, siger Venstres gruppeformand, Clara Rao

Det er børnenes og fælleskabets budget, lyder det fra Clara Rao, Venstres gruppeformand og borgmesterkandidat om det netop vedtagne budget 2025-32.

-Med Venstre i spidsen står 20 ud af 21 byrådsmedlemmer endnu en gang sammen om et ambitiøst og ansvarligt budget. Først vil vi rette en stor tak til alle, der har bidraget med høringssvar og ideer. Vi har modtaget en lang række værdifulde input fra borgere, foreninger og interessegrupper, og hver eneste af jeres bidrag er blevet grundigt læst og taget med i vores overvejelser. Det er jeres engagement, der har sikret, at vi i dag kan vedtage et budget, som er funderet på brede og konstruktive dialoger, siger Clara Rao og fortsætter:

- I alt for lang tid har vi set en negativ udvikling for vores børn, især i folkeskolen, hvor flere og flere ekskluderes fra deres fællesskaber i folkeskolen og modtager specialundervisning. Det har i alt for mange år udhulet almenområdet. Den tendens kan vi ikke acceptere. Vores skoler skal favne så mange børn som muligt og derfor glæder det os, at et bredt flertal af byrådsmedlemmer står sammen om at investere i en to-voksenordning. Med denne ordning giver vi vores lærere og pædagoger de nødvendige ressourcer, kompetenceløft og tid til at arbejde på nye måder, der inkluderer flere børn og gavner alle. Forældre i dagtilbud skal ikke længere bekymre sig om der er finansiering til mellemmåltider, det er finansieret fremover, siger Clara Rao og tilføjer endeligt:

-Samtidigt fortsætter Venstre arbejdet med at afsøge mulighederne for, at alle skoler kan tilbyde et sundt og nærende frokosttilbud i skoletiden. Alt i alt en massiv investering i vores børns fremtid.

Her er budgetforliget 2025-32.



Annonce