8. september 2022  |   Butiksliv

Glem alt hvad du ved om tyske vine!

Tysk vinproduktion er i dag kendetegnet ved en tiltagende dynamik, der særligt kan tilskrives en række yngre, tyske vinmagere.

Butiksliv
Sponseret indhold
8. september 2022  |   af Jakob Fladholdt

Underskoven af talentfulde vinmagere i Tyskland er eksploderet gennem de seneste 10-15 år, og i dag er der mange, mange dygtige vinmagere – og ligeså vine af høj kvalitet.

Under mottoet ”Tyske vine med format….” tilbyder WineFLY vin fra vinhuse i Pfalz, Rheinhessen, Ahr, Mosel, Baden og Mittelrhein.

Alle producenter er små og viser kvalitet på et fantastisk niveau til en god pris!

Druerne

Tyske vine har sine klassikere (Riesling, Silvaner og Spätburgunder) og sine udfordrere (Sauvignon Blanc og en række krydsninger fx Müller-Thurgau, Kerner, Dornfelder og Trollinger), men ens for alle er deres ganske typiske tyske format; dvs. “evnen” til at smage tysk og, fx for klassikerne, den særlige tyske stil (mineralitet og stram frugt kombineret med “Cool Climate” karakteristika).

Formatet er løbende blevet anerkendt, og der tales nu om en reel vinrevolution, som tilskrives de yngre tyske vinbønders ambition om at udnytte potentialet til det yderste og cementere tysk vinproduktions genkomst på verdensscenen.

Det tyske vininstitut, Deutsches Weininstitut i Mainz, har spillet en kolossal rolle i at bringe enderne sammen, og med initiativer som “Generation Riesling” har man forsøgt at skabe en platform for yderligere samarbejde og markedsføring af tyske vine.

Vinmagerne

Tysk vinproduktion er i dag kendetegnet ved en tiltagende dynamik. Denne dynamik kan særligt tilskrives en række tyske vinmagere, der i 80’erne fik øjnene op for potentialet i deres produktion og det faktum, at det langtfra var fuldt udnyttet.

Desuden fremvoksede der, blandt tyskerne i 80’erne, også en interesse for finere gastronomi samt en anerkendelse af, at man ikke i denne sammenhæng kunne anvende alle de vine, man havde – så det var helt naturligt at revolutionere vinproduktionen.

WineFLY

WineFLY’s vine er et “udtræk” af ovenstående tiltag, og vores huse er alle drevet af yngre vinmagere, der til fulde har omfavnet, at tyske vine har vist en bemærkelsesværdig udvikling gennem de sidste 20 år. Alle vinmagere bygger videre på traditioner men ønsker at udnytte det fulde potentiale, markerne kan levere, til kældermestrenes videre behandling.

Hos WineFLY er vores mission ganske simpelt at finde og præsentere tyske vine af højeste kvalitet, der giver vores kunder et indblik i, hvor fantastisk tysk vin kan være… og hvorfor vi, uden at rødme, mener, det er noget af det mest interessante vin, man kan drikke.

Prøv selv – levering i Allerød er gratis

WineFLY er grundlagt er Jakob Fladholt og Bendt Bülow. Jakob bor selv i Allerød, og som en del af denne tilknytning er al levering i Allerød gratis! Ofte vil det være Jakob selv, der sørger for leverancen – og samtidig giver sine tips til næste gang.

Prisfilosofien bygger på små avancer og fair priser. Derfor er prisen på én flaske og 10 flasker stykvis altid den samme. Ingen skjulte rabatter eller “før-priser”. Engang imellem kommer restflasker på udsalg, når vi rydder op på lageret – og så kan der være noget at spare.

Jakob Fladholt på besøg
Eller bestil os til vinsmagning

Lær om tysk vin i din dagligstue eller på jobbet – inviter kunder eller medarbejdere til en vinsmagning!

Jeps, vi kommer gerne ud og snakker om/smager vin sammen med dig – og du bestemmer tid og sted!

Vi medbringer vin, glas og historier om tysk vin. 200 kr. per mand (min. 8 pax), min. 8 vine og 3 timers underholdning. Faktisk er der intet, vi hellere vil, end at tale om vore vine….

Se mere om os – og især vore tyske vine med format – her winefly.dk

Del på

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev - klik her
Kreativ keramik-café ved stationen

Kreative oplevelser sammen er udgangspunktet for det nyåbnede Creatime på Allerød Stationsvej

Grib en pensel, vælg dit keramik emne, og lad dine kreative tanker flyde frit. Fra krus og tallerkener til vaser og figurer. Sådan lyder det fra den nyåbnede keramik-café, som holder til i et lokale i den tidligere Pallas-bygning, Stationsvej 2E - lige ved stationen.

Det er Dina Storm med thailandske rødder, der står for den daglige drift af det nye, kreative værksted med dekorering, glasering og brænding af mange forskellige slags keramiske figurer.

-Det er meningen, at man kan komme forbi her og få en god kreativ oplevelse sammen. Det kan være en familie med børn, mødregrupper eller et kan være en fødselsdag, der skal bruges til noget kreativt og samtidig kan man hygge sig med en sodavand eller en kop kaffe, siger Dina.

Inspireret af Berlin

Konceptet med et sted, hvor man gå ind og være kreativ er ikke nogen ny opfindelse, men der findes forskellige måder at gøre det på. Dina blev inspireret af den måde, man gjorde det på et sted i Berlin og hun har efterfølgende været på kursus i netop Berlin for at få fuldt kendskab til konceptet.

Det fungerer på den måde, at man køber en forproduceret keramisk figur, og så kan man sætte sig ved et af bordene i lokalet og ellers begynde at dekorere figuren. Der er et stort udvalg af forskellige slags figurer - det kan være en hest, en dinosaur, et krus eller noget helt andet. Når man er færdig, afleverer man figuren, og herefter sørger Creatime for både glasering og brænding, så den får en blank og funktionel finish. Efter en uge kan man afhente sin keramik i caféen, og tage den i brug derhjemme.

Der er masser af plads i cafeen og man får hele 2,5 timer til at dekorere sin figur. Prisen man betaler, er prisen for den figur man vælger at dekorere - og den kan variere en del - fra 199,- for et krus til 339,- for en dinosaur

Dina er bosiddende i Allerød sammen med sin mand, Jacob Storm.


Allerød Apotek inviterer til gratis høretest
Allerød Apotek inviterer til Høretestdag 22. februar, hvor man på få minutter kan få afklaret, om man har et høretab, der kræver behandling. Allerød Apotek tilbyder en vejledende høretest og samtale med en ekspert fra Din Hørespecialist om nedsat hørelse, høreapparater, og hvordan man kan få hjælp. Som noget nyt har Din Hørespecialist indgået et samarbejde med Alzheimerforeningen, der blandt andet har givet hørespecialisterne mere viden om hørelse og demens. Arrangementet er gratis og uforpligtende og foregår: Torsdag den 22. februar på Allerød Apotek kl. 9.00-13.00. Din Hørespecialist er en landsdækkende kæde med 25 høreklinikker, der yder rådgivning om høreapparater fra producenterne Widex og Signia. Høreklinikkerne er specialiseret i nøjagtig, individuel tilpasning af høreapparater ved hjælp af markedets førende teknologi. Kilde: Allerød Apotek

Ophørsudsalg hos Aldi

Fredag 3. november starter ophørsudsalget hos Aldi i Allerød - og butikken lukker når alle varer er udsolgt, dog senest 9. november.

Det er endegyldigt slut med Aldi i Allerød. Aldi lukker nu for 30 butikker landet over med ophørsudsalg - og butikken på Bjarkesvej lige over for rådhuset er en af dem

Udsalget i de 30 butikker skydes i gang fredag den 3. november. Butikkerne lukker, når de løber tør for varer. Dog senest den 9. november.

Inden da kan tilbudsivrige slå til inden for de varegrupper, som ophørsudsalget omfatter. Det være sig fødevarer samt bl.a. køkkenudstyr, værktøj, tøj og boligtekstiler.

Rabatterne starter på 30 pct. og stiger i løbet af ugen. Således vil der være 30 pct. fredag, lørdag og søndag. 

Mandag og tirsdag kan man få halv pris. De sidste to åbningsdage - onsdag og torsdag - er der planlagt 70 pct. rabat på de tilbageværende varer.

Aldi har understreget, at der ikke vil være fuldt sortiment at finde i butikkernes sidste åbningsuge, og at tilbud fra tilbudsavisen ikke gælder i butikker med ophørsudsalg.

Aldi, som siger farvel til Danmark efter 46 år, skal fra den 3. til den 9. november afvikle en stribe butikker.

Tidligere havde Aldi 188 burtikker i Danmark. Efter uge 45 vil der blot være 15 butikker tilbage.

Butikkerne overdrages herefter til Rema 1000, som har købt størstedelen af Aldi´s butikker, herunder butikken i Allerød.

Aldi gik ind på det danske marked i Danmark i 1977, men meddelte december sidste år, at man ville lukke ned på det danske marked.

Kilde: Finans, Rema m.fl.


Bøff Burgerbar åbner fredag 9. juni

Fredag 9. juni kl. 15.00 åbner Bøff Burgerbar i Allerød - og det bliver fejret med halv pris på hele menuen hele weekenden.

Det har taget længere tid end forventet at få de nødvendige tilladelser til at tage det restaurerede lokale i brug, men nu er det helt sikkert, at burgerbaren åbner - i næste uge.

- Det var lidt en streg i regningen, at det skulle tage så lang tid at få de nødvendige tilladelser til at kunne færdiggøre renoveringen af lokalet i Mølcks Passage, men nu er det hele endelig gået i orden, så vi med sikkerhed kan sige, at vi åbner fredag 9. juni kl. 15.00. Et stort øjeblik for os som vil blive fejret med halv pris på alle menuer hele weekenden, siger Søren Larsen, der er indehaver af burgerkæden Bøff Burgerbar.

Bøff Burgerbar i Mølcks Passage får 20-25 siddepladser samt takeaway, og udover butikken i Allerød omfatter kæden i øjeblikket burgerbarer i Valby, Sydhavnen, Hillerød og Helsingør samt på Amagertorv på Strøget i København, som blev åbnet i maj sidste år.

Ifølge Søren Larsen er ambitionen at bygge en kæde op, der skal blive det foretrukne sted at spise sin burger.

- Det er også derfor, vi satser på en ordentlig kvalitet. At vi starter op i Allerød skyldes en vurdering af, at det er en by i god udvikling, at publikum lægger vægt på kvalitet og ikke mindst, at der ikke i øjeblikket er nogen burgerbar. Så jeg har en ret god mavefornemmelse af, at der er mange, der måske har savnet denne mulighed, har Søren Larsen tidligere understreget over for Allerød Online.


You Sushi genåbnet i dag med 20 procent rabat

Restauranten You Sushi i Torvestræde er netop i dag genåbnet - dog uden varme retter.

Restauranten You Sushi måtte - efter sin åbning i Torvestræde november sidste år - allerede lukke igen i begyndelsen af januar, eftersom der var problemer med ventilationen.

Nu har restauranten fået en midlertidig ibrugtagningstilladelse, hvilket dog indebærer, at restauranten ikke kan levere varme retter - det sker først, når restauranten har fået monteret et kulfilter på sin ventilation, hvilket forventes udført i slutningen af januar.

Et strakspåbud blev udstedt 4. januar på grundlag af klager fra beboerne i to boliger samt to butikker, ligesom der var registreret lugtgener i parkeringskælderen.

Quing Han oplyser til Allerød-Online, at restauranten vil markere sin genåbning ved at tilbyde 20 procent rabat på al mad, også take away, men altså undtaget alle varme retter.


You Sushi midlertidigt lukket

You Sushi i Torvestræde er midlertidigt lukket grundet problemer med ventilationen - forventer at kunne åbne snart igen.

You Sushi i Torvestræde åbnede med manér i begyndelsen af november sidste år med en velbesøgt reception, men allerede to måneder efter har restauranten måttet lukke midlertidigt efter et strakspåbud fra kommunen.

Det skyldes problemer med ventilationen, som har ført til gener for flere nabolejemål til ejendommen, herunder private lejemål oven over restauranten.

- Vi er rigtig kede af det; vi havde ingen anelse om, at der kunne være problemer med ventilationsanlægget, som jo var godkendt, inden vi tog det i brug, siger Quing Han, der er indehaver af You Sushi i Allerød.

Nyt kulfilter

Ombygningen af den tidligere Roma Sko til restaurant blev udført af udviklingsselskabet Innovater, og her forklarer direktør Peter Søgaard, at der har været to hovedproblemer:

- For det første har der været et problem med utætheder ind til andre lejemål, som har ført til gener. Her har vi gennemført tests og efterfølgende fået utæthederne tætnet, så dette problem er vi ved at være færdige med at udbedre, fortæller Peter Søgaard og tilføjer:

- For det andet er rørføringen til ventilation ført ned i kælderen frem for at være udvendig, og det har vist sig at medføre lugtgener, hvorfor anlægget skal udstyres med et kulfilter. Dette er under levering, så vi regner med, at det er oppe at køre omkring 24. januar, forklarer Peter Søgaard.

Åbent på lavere blus

Quing Han kan ikke med bestemthed sige præcist, hvornår restauranten åbner igen, men han håber på, at det snart kan ske.

Han har således ansøgt kommunen om en midlertidig ibrugtagningstilladelse på grundlag af, at restauranten reducerer sin drift væsentligt ved ikke at tilbyde wok. En tilladelse vil i givet fald medføre, at restauranten kan åbne med dags varsel - ellers må åbningen afvente, at ventilationsanlægget får monteret et kulfilter.

Strakspåbuddet

Strakspåbuddet blev udstedt 4. januar på grundlag af klager fra beboerne i to boliger samt to butikker, ligesom der er registreret lugtgener i parkeringskælderen. Kommunens forvaltning mener ikke, at ventilationen er i overensstemmelse med bygningsreglementets bestemmelser og afventer en teknisk lovliggørelse, før lukningspåbuddet kan ophæves.


Aldi i Allerød bliver til Rema

Allerødborgerne kan inden længe handle i hele tre Rema-butikker, efter at Aldi har har besluttet at trække sig ud af det danske marked.

Aldi-butikken på Bjarkesvej lige over for Rådhuset bliver inden længe til en Rema-butik i stedet. Det er resultatet af Aldis beslutning om at trække sig ud af det danske marked.

Omkring 1.600 af Aldi Danmarks ca. 2.800 medarbejdere vil overgå til Rema 1000 som led i en transaktion, der omfatter medarbejderne i de 114 butikker og på logistikcentret i Kolding samt lastbilchaufførerne fra Aldis tre danske logistikcentre, oplyser Rema.

Beslutningen om at forlade det danske marked er truffet som led i Aldi-koncernens ændrede strategi om at fokusere indsatsen på de øvrige otte europæiske markeder, hvor Aldi oplever stærk vækst, skaber bedre resultater og ser et langsigtet potentiale. Aldi har været på det danske marked siden 1977 men har alene gennem de sidste fem år haft et samlet underskud på to mia. kr.

Betinget aftale

Aldi har således indgået en betinget aftale med Rema 1000 Danmark, der er en del af Reitan Retail, om overdragelse af 114 danske Aldi-butikker. Transaktionen er betinget af de danske konkurrencemyndigheders godkendelse.

De 114 Aldi-butikker, der er omfattet af overtagelsen, vil forblive åbne indtil overgangen til Rema 1000 Danmark.

- Betinget af udfaldet af godkendelsesprocessen forventer Rema 1000 at konvertere og genåbne størstedelen af Aldi-butikkerne under Rema 1000-brandet, skriver Rema i en meddelelse.


Lidl bekræfter ny butik i Allerød

Lidl bekræfter plan om at opføre en butik på Allerød Stationsvej - den åbner sandsynligvis 2024.

Nu skulle det være temmelig sikkert: Allerød får en Lidl-butik. Det har Allerød-Online fået bekræftet af butikskæden selv, selvom kæden ikke ønsker at gå i detaljer.

Lidl-butikken skal ligge i underetagen på det nye byggeri, der forventes opført på Allerød Stationsvej - dér hvor der indtil for nylig lå en You Sushi-restaurant.

Udviklingsselskabet Innovater fik i oktober endelig byggetilladelse til at opføre en fireetages ejendom med 33 boliger og en butik i underetagen. Ifølge udviklingsselskabet var det netop planen, at der skulle etableres en Lidl-butik i underetagen men med et vist forbehold, da der endnu ikke var indgået nogen formelle aftaler. Butikskæden bekræfter nu selv, at der er gensidig enighed om etablering af butikken.

Butikskæde i vækst

Den tyske butikskæde er i vækst på det danske marked og åbnede senest en ny butik 1. december i Dragør. Lidl åbnede de første 13 butikker i Danmarks i 2005 og omfatter i øjeblikket 139 butikker. Lidl har i dag over 11.200 butikker i 32 lande med omkring 310.000 ansatte.

Ifølge Innovater vil nedrivning af de eksisterende bygninger på matriklen blive indledt i begyndelsen af det nye år. Af samme grund er restaurant You Sushi flyttet til Torvestræde, ligesom Sober Rens ved udgangen af denne måned flytter ud af sine lokaler, som er blevet frasolgt til Innovater med henblik på nedrivning.


Så er der snart burgers i Allerød!

Burgerkæden Bøff Burgerbar åbner i begyndelsen af det nye år i Mølcks Passage med 20-25 siddepladser og takeaway.

I begyndelsen af det nye år bliver det muligt at sætte tænderne i en saftig kvalitetsburger, når burgerkæden Bøff Burgerbar åbner i Allerød. I øjeblikket er kæden i gang med at bygge lokalerne om, og det kan godt vare noget tid, oplyser Søren Larsen, som er indehaver af kæden.

- Vi er i fuld gang med at bygge om, og det kan der godt gå noget tid med. Det er derfor svært at forudsige, hvornår arbejdet kan afsluttes, og åbningen af den nye burgerbar kan ligeså godt blive i slutningen af januar som i begyndelsen af marts, siger Søren Larsen.

Vægt på kvalitet

Kæden omfatter i øjeblikket burgerbarer i Valby, Sydhavnen, Hillerød og Helsingør samt på Amagertorv på Strøget i København, som blev åbnet i maj i år.

- Ambitionen er at bygge en kæde op, der skal blive det foretrukne sted at spise sin burger, og det er også derfor, vi satser på en ordentlig kvalitet. At vi starter op i Allerød skyldes en vurdering af, at det er en by i god udvikling, at publikum lægger vægt på kvalitet og ikke mindst, at der ikke i øjeblikket er nogen burgerbar. Så jeg har en ret god mavefornemmelse af, at der er mange, der måske har savnet denne mulighed, siger Søren Larsen, der for øvrigt selv bor i Allerød.

Udfordring

Søren Larsen erkender, at det er en lidt usikker tid at ekspandere med faldende forbrugertillid og høje energipriser - men ikke nok til at tage modet fra ham.

- Det siger sig selv, at de høje energipriser er en udfordring, for en virksomhed som vor bruger ret meget strøm. Det ser dog ud til, at priserne er ved at blive stabiliserede, og så forventer vi heller ikke at udvise et særligt stort overskud i år, fortæller Søren Larsen.

Til gengæld har burgerkæden fået en ny investor med ind i virksomheden, nemlig iværksætteren Nicolai Bille Krogh der i sin tid startede Go Dream med salg af gavekort til oplevelser.

Brug for ansatte

Ved opstarten af burgerbaren i Allerød vil der blive anvendt ansatte fra andre steder i kæden, men herefter vil der blive rekrutteret lokalt, oplyser Søren Larsen.

- Vi kommer til at få brug for en manager, og så får vi også brug for nogle unge medarbejdere, f.eks. studerende, og dem har vi tænkt os at rekruttere lokalt om muligt, siger Søren Larsen.

Desuden er én ting sikkert: Der bliver en stor åbningsreception, når burgerbaren er parat til start.


You Sushi og hjemlig hygge

Den populære You Sushi restaurant i Allerød er åbnet nyindrettet i Torvestræde - og på lørdag kl. 11.00 er der en reception med borgmestertale, hvor alle er inviteret.

De har arbejdet hårdt i lang tid for at få lokalerne i den tidligere Roma Sko-butik i Torvestræde omdannet og nyindrettet til at kunne modtage gæster. Og det lykkedes lørdag 29. oktober, hvor der var åbent for de første gæster 11.30.

Lørdagen efter, 5. november, er der inviteret til reception for alle kl. 11. med smagsprøver fra restauranten, ligesom borgmesteren vil være til stede og åbne restauranten formelt med en lille tale.

Udeservering til sommer

46-årige Qing Han er indehaver af restauranten og også selv chef for driften - og han er ganske tilfreds med de nye forhold.

Restauranten får flere siddepladser, og så bliver der mulighed for også at servere ude om sommeren, så på den måde bliver der meget mere liv i Torvestræde, hvilket Qing Han ser frem til - for han er glad for at kunne bidrage til udvikling og mere butiksliv i Allerød, hvor han selv bor med sin familie.

11 år i Allerød

Det er 21 år siden, Qing Han indvandrede til Danmark fra det sydlige Kina og fik sig en uddannelse som ernæringsassistent.

Interessen for mad udviklede sig, den entreprenante Qing Han startede op i Mølcks Passage i 2011 og etablerede senere restauranten på Stationsvej. Dette blev meget vel modtaget, og succesen gjorde, at han efterfølgende kunne åbne en restaurant i Birkerød og efterfølgende i Hillerød. Restauranten i Birkerød er tillige blevet udvidet for to måneder siden.

Der er planer om at åbne butikker andre steder også, men der skal lige gå lidt tid ovenpå coronaen, som ifølge Qing Han var svær at komme igennem.

Loyale kunder

- Men takket være en stor, lokal interesse og loyale kunder lykkede det at komme godt igennem corona-krisen, og vi kan nu se fremad. Den gode støtte, vi har oplevet, gør også, at vi meget gerne vil give noget igen til lokalsamfundet, hvor vi er med til at skabe nogle arbejdspladser, også for unge mennesker, siger Qing Han.

Når Qing Han selv skal sætte ord på sin restaurant, så er ambitionen kvalitet og oplevelse, hvor der i indretningen er lagt vægt på nordisk stil og - som Qing Han selv siger: Hjemlig hygge.

Udover at drive de tre restauranter er Qing Han tillige næstformand for foreningen Kinesiske Restauratører under Horesta.


Ikke længere tøjrens i Allerød

Sober Rens på Stationsvej skal rives ned i begyndelsen af det nye år for at give plads til flere P-pladser i tilknytning til nyt boligbyggeri på Stationsvej.

I det nye år bliver der ikke længere noget Sober Rens på Stationsvej i Allerød. Bygningen skal nemlig rives ned for at give plads til en udvidelse af P-pladsen. Dette bliver der brug for, når arbejdet med at opføre et nyt boligbyggeri på Stationsvej 3 går i gang.

Solgt til nedrivning

Det oplyser indehaveren, Flemming Olsen, der tillige ejer og driver Sober Rens i henholdsvis Virum og Lyngby.

- Ejendommen er solgt til nedrivning med udgangen af december måned, og så skal der laves parkeringspladser i stedet for, siger Flemming Olsen, der selv er bosiddende i Allerød.

- Det er med stort vemod, at jeg må sige farvel til butikken i Allerød. Selve bygningen er 30 år gammel, men vi har haft tøjrens i Allerød gennem i hvert fald 50 år, siger 76-årige Flemming Olsen, der ikke har overvejet at etablere tøjrens et andet sted i byen.

- Det er meget dyrt at starte op med et renseri, dels med maskiner og udstyr men også med miljøgodkendelser osv. Jeg har derfor valgt at koncentrere mig om de to øvrige butikker, siger Flemming Olsen.

Arbejdes på alternativ løsning

Det er således et farvel til renseri i Allerød, da der ikke er andre steder i byen, hvor denne service tilbydes.

Der arbejdes dog på en løsning, så kunder i Allerød kan aflevere deres tøj til rens et sted i byen, få det renset i Virum, og så efterfølgende afhente det i Allerød.

De fleste kunder i Sober Rens i Allerød har mødt Anne-Marie, der i 29 år har stået i butikken. Anne-Marie er også bosiddende i Allerød - hun vil i det nye år være at finde i butikken i Lyngby.

.



Annonce