21. juli 2022  |   Vores By  |   Bedre By  |   Vores By

Hvilket af byens byggerier skal hædres?

Er der et byggeri i Allerød, der har så høj en kvalitet, at det skal hædres med Arkitekturprisen? Det skal vi finde ud af 3. oktober, når byrådet på Arkitekturens dag uddeler Allerød Arkitekturpris 2022.

Vores By
21. juli 2022  |   af Kim Sejr

Er der et byggeri i Allerød, der har så høj en kvalitet, at det skal hædres med Arkitekturprisen?. Det skal vi finde ud af 3. oktober, når byrådet på Arkitekturens dag uddeler Allerød Arkitekturpris 2022.

Prisen skal sætte fokus på værdien af arkitektonisk kvalitet i det fysiske miljø i byen og landskabet.

Prisen kan både gives til nybyggeri, anlæg eller design, som er udført med stor indlevelse i funktion, fortælling og sted, og som demonstrerer en særlig materialebevidsthed og høj arkitektonisk kvalitet.

Alle virksomheder og borgere i Allerød kan indstille til arkitekturprisen, ligesom kommunen selv eller brancheorganisationer mv. kan indstille til prisen. Desuden må arkitekter og bygherrer gerne selv indstille egne projekter, og man må ligeledes gerne indstille flere projekter.

Alle nye eller eksisterende bygninger til alle typer anvendelse, som er udført med indlevelse i stedet, det omkringliggende miljø og landskabet, kan indstilles til prisen. Det samme kan tilbygninger eller renoveringer, der tager udgangspunkt i bygningens oprindelige arkitektur.

Det kan også være andre anlæg, der vurderes at bidrage til kommunens forskønnelse – herunder byrum, pladser, parker og lignende. 

Man kan sende sit forslag til Allerød Kommune her: planogbyg@alleroed.dk mrk. ”Arkitekturprisen 2022”.

Sidste år gik Allerød Arkitekturpris 2021 til de tre aktører, der står bag byggeriet Postgården, som er placeret på den gamle posthusgrund ved Øen i Allerød bymidte.

Del på

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev - klik her
Kunstforening vil sætte aftryk på efteråret

Allerød Kunstforenings kommende udstilling er AFTRYK, som 20 kunstnere fra kunstnergruppen K2 udstiller på Kirkehavegaard

Temaet for Allerød Kunstforenings kommende udstilling er AFTRYK, som vil kunne aflæses i de mange forskellige værker, som de 20 kunstnere fra kunstnergruppen K2 udstiller på Kirkehavegaard.

K2 kunstnergruppen repræsenterer en lang række kunstneriske udtryk og stilarter. Alle kunstnerne er aktive på den danske kunstscene og de har været repræsenteret på anerkendte censurerede udstillinger. Flere af medlemmerne er også aktive i udlandet.

Der vil i udstillingsperioden være mulighed for at møde flere af kunstnerne og der afsluttes med ”artist talk”, søndag den 20. oktober kl. 15.

Fernisering finder sted fredag den 11. oktober kl. 19 på Kirkehavegaard.

Udstillingen er åben lørdag den 12. oktober til og med søndag den 20. oktober.  Alle dage fra kl. 14-17. Adressen er: Kirkehavegaard, Lillerøds Kulturhus, Kirkehaven 16, 3450 Lillerød. Der er gratis adgang.

De udstillende kunstnere er:

Andreas Nemo, Foto

Anette Haslund, Malerier

Annie Lund, Collage 

Britta Westhausen, Malerier

Frans Peter Valbjørn Knudsen, Træ, acryl, objet trouvé

Gert Brasque, Malerier og tryk 

Hanne Galschiøt, Malerier

Hans Johnsson, Wet plate Foto

Helle Rask Crawford, Bronze

Jeanette Elmelund, Malerier

Kim Kartholm, Malerier

Knud Larn, Malerier

Linda Lildholt, Malerier 

Louise Serritslev Thygesen, Malerier og monotypi

Paul Frost & Michael Jensen, Malerier

Pernille Kock, Malerier

Poul Brasch, Malerier

Stina Dyrby,  Tørpastel på sandpapir og malerier


Centerhallen: Her står partierne

Centerhallen er på dagsordenen, når Økonomiudvalget holder møde tirsdag 1. oktober - flere partier åbne for genforhandling, V, K og B fastholder indgåede aftaler.

Debatten om Centerhallens skæbne har været livlig de sidste par uger og der er lagt op til yderligere debat, når Økonomiudvalget holder møde tirsdag 1. oktober.

Allerød Online har i ugens løb indhentet partiernes holdning til spørgsmålet om Centerhallens bevarelse eller ej - der skal ses i sammenhæng med det kommende byggeri af Kulturtorvet og planer om udvidelse af P-arealerne.

Konservative

De konservative holder ifølge gruppeformand og borgmesterkandidat Jørgen Johansen fast i de tidligere budgetaftaler om, at Centerhallen skal omdannes til parkeringspladser.

Dog med den væsentlige tilføjelse, at to af den konservative gruppes medlemmer, nemlig Erik Lund og Eric  Lerdrup Bourgois, er store tilhængere af at bevare Centerhallen.

Venstre

Også Venstre holder fast i planerne om nedlægge Centerhallen.

-V holder selvfølgelig den aftale, som vi netop har indgået ved dette års budgetforlig. Alt andet vil være utroværdigt, så kort tid efter aftaleindgåelse og efter et langt forhandlingsforløb, lød det fra Clara Rao, gruppeformand for Venstre, sidste uge.

Socialdemokratiet

Byrådsmedlem og borgmesterkandidat Miki Dam Larsen(S) er åben over for en genforhandling, der kan bevare Centerhallen - forudsat, at der kan findes den nødvendige finansiering hertil. Han har fået et særskilt punkt på Økonomiudvalgets dagsorden herom.

Moderaterne

Moderaterne er ifølge gruppeformand Thomas Frisch åben over for en bevarelse af Centerhallen, såfremt der kan findes en anden måde at løse parkeringsproblemerne på. Han siger til Allerød Online:

-Som udgangspunkt står vi ved de aftaler der er indgået, herunder også den om centerhallen. Men vi læser også at andre gerne ser en anden løsning, uagtet de selv samme er med i aftalen. Intet er tilsyneladende skåret i granit, så vi er da åbne for at lytte, såfremt der kan fremvises en anden måde, at løse byens parkerings udfordringer, og samtidig bevare hallen.

De radikale

De radikale fastholder nedlæggelse af Centerhallen.

-Vi bakker op om den en fælles plan og strategi der er lagt for bymidten, og som har været flere år undervejs. Ønsket er at fremtidssikre bymidten ved at skabe mere liv, og det tror vi på at det nye Kulturtov vil kunne. Udnyttelsesgraden af Centerhallen vil ikke være tilsvarende og endvidere er der relative høje driftsudgifter set i forhold til udnyttelsesgrad mv. Siden Centerhallen blev bygget, er der yderligere tilført kommunen flere idrætshaller, og der er endvidere en multihal på vej, lyder det fra Merete Them Kjølholm, byrådsmedlem for de radikale.

Enhedslisten

Byrådsmedlem for Enhedslisten, Emil Ulrik Andersen er modstander af, at nedlægge Centerhallen.

Centerhallen har ifølge Emil Ulrik Andersen både en historisk og kulturel værdi i Allerød, så den i allerhøjeste grad er bevaringsværdig.

-Som minimum må man vente med at afgøre Centerhallens skæbne efter opførelsen af Kulturtorvet, mener han.

SF

-Vi synes, at det er mærkværdigt, at Konservative, der netop i budgetforliget har været for, at arealet med Centerhallen skal omlægges til parkeringspladser nu - ganske få dage senere - mener det modsatte.

Når det er sagt, så vil SF gerne gå ind i en drøftelse, af om der kan findes andre løsninger mht. Centerhallen. Men det havde været mere oplagt at tage denne drøftelse i forbindelse med budgettet, da alternative løsninger vil have budgetmæssige konsekvenser, lyder det fra byrådsmedlem Anders Damm-Frydenberg(SF).
 


 


Centerhallen: alene nedrivning vil koste 1 mio. kr.

Notat fra forvaltningen viser, at der vil gå mindst 9 måneder fra Centerhallen er nedrevet til at pladsen er omdannet til parkering

Bygningskomprimering eller ej - på kort sigt er der en række gener ved at nedrive Centerhallen fra starten af 2025 og i stedet for etablere P-pladser. Det har forvaltningen nemlig regnet lidt på efter at Økonomiudvalget har anmodet om et uddybende notat vedr. muligheden for at nedlægge
Centerhallen fra nytår, som forudsat i budget 2024.

Notatet belyser tidsramme og økonomi for nedrivning af Centerhallen og efterfølgende etablering af parkering på området. Desuden gennemgår notatet mulighederne for at genplacere foreningsbrugere - og det er et stort og besværligt puslespil, der er mildest talt svært at få til at gå op, fremgår det tydeligt.

Nedrivning og parkering

Ifølge notatet vil en nedrivning af Centerhallen og etablering af parkering på områdetkoste omkring en mio. kr. Den endelige pris vil dog afhænge af de miljøundersøgelser der skal foretages før nedrivningen. Skal pladsen efterfølgende omdannes til en asfalteret, belyst parkeringsplads skønnes dette inklusiv afvanding, rådgivning mv. at koste ca. 2,5 mio, fremgår det af notatet.
kr.
Både nedrivningen og det efterfølgende anlæg kræver projektering, myndighedsgodkendelser inkl. offentlige høringer, udbud og efterfølgende realisering. På den baggrund skønner forvaltningen, at der fra en bevilling vedtages til parkering på området vil der gå ca. 9 måneder. Heraf vil selve udførslen tage 3-4 måneder, hvor der vil være gener for de øvrige brugere af området, hedder det.

Se "Notat om lukning af Centerhallen".

S åbner for genforhandling

Næste møde i Økonomiudvalget er tirsdag i næste uge, 1. oktober, hvor netop Centerhallen er på dagsordenen.

Byrådsmedlem Miki Dam Larsen(S) har særskilt fået optaget et punkt på dagsordenen, hvor han åbner op for en genforhandling omkring Centerhalen med henblik på en bevarelse.

Han foreslår bl.a., at Økonomiudvalget kan bede forvaltningen udarbejde et beslutningsforslag, der indeholder udgifter til drift af Centerhallen og samtidig indeholder udgifter til yderligere parkering som erstatning for den parkering, der ellers skulle have været etableret på Centerhallens grund.

Miki Dam Larsen har dog tidligere gjort opmærksom på, at såfremt der viser sig at være et flertal for at frede Centerhallen, så skal forligsparterne omkring budgettet være indstillet på at finde ekstra finansiering.

Se her "Dagsorden til møde i Økonomiudvalget 1. oktober 2024"


K-profiler: beslutning om Centerhallen bør genovervejes

Centerhallen skal ikke rives ned, mener såvel Eric Lerdrup Bourgois som Erik Lund, begge medlemmer af byrådet for de konservative.

Centerhallen skal ikke rives ned - i hvert fald hvis det står til byrådsmedlemmerne Eric Lerdrup Bourgois og Erik Lund for de konservative – de ønsker nemlig begge Centerhallen bevaret. Derfor bør beslutningen om den såkaldte bygningskomprimering i sammenhæng med det kommende Kulturtov, genovervejes, mener de.

-Det er direkte tåbelig at nedrive en sund bygning, der også har historisk betydning for Lillerød, siger Erik Lund og bakkes op af Eric Lerdrup Bourgois, der mener, at Centerhallen er bevaringsværdig:

-Centerhallen er i høj grad en del af Lillerøds lokale kulturarv og identitet. Der finder mange aktiviteter sted i hallen, som tegner vores særlige foreningsliv og fællesskab. Det vidner de godt 400 årlige bookinger af Centerhallen om, siger Eric Lerdrup Bourgois.

Erik Lund er desuden uenig i, at konsekvensen af den omtale bygningskomprimering skal være en nedrivning af Centerhallen:

-Bygningskomprimering betyder kun, at vi ikke drifter hallen, men kun vedligeholder den. De få P-pladser, der kan etableres på Centerhallens placering, kan selvfølgelig findes andre steder, hvis der stadig er behov. Parkeringspladsen ved Favreholm station har jo f.eks. flyttet en del pendlere, der tidligere kørte til Allerød, fremhæver han.

På spørgsmålet om, hvem der i givet fald skal drifte bygningen, hvis ikke kommunen skal, svarer Erik Lund:

-Ikke nogen, hvis der ikke er nogen brugere i en periode. Men det kan jo vise sig, at de 800 kvm. på kulturtorvet ikke opfylder kravene fra foreninger og andre. En anden mulighed er, at Centerhallen kan lejes ud eller sælges, siger Erik Lund.

Eric Lerdrup Bourgois foreslår, hvis der i det hele taget er behov for at bygningskomprimere, at det i stedet kunne ske på det kommende Kulturtorv:

-Lad os i stedet overveje at frasælge de kommende 800 kommunale kvadratmetre på Kulturtorvet til brug for f.eks. café- og restaurationsvirksomhed - eller en møbeldesignforretning, som vi mangler i Lillerød qua vores lange og betydningsfulde designhistorie med Fritz Hansen og PP-møbler m.fl. Vi synes nemlig ikke have et kommunalt behov for disse kvadratmetre og de vil - på private hænder - kunne skabe en helt ny dynamik i Lillerød bymidte, anfører han.


Enhedslisten: En fejl at rive Centerhallen ned

Som minimum må man vente med at afgøre Centerhallens skæbne efter opførelsen af Kulturtorvet, mener byrådsmedlem for Enhedslisten, Emil Ulrik Andersen.

Det vil være en stor fejl at rive Centerhallen ned, mener Emil Ulrik Andersen, der er medlem af byrådet for Enhedslisten. Han uddyber:

-For det første har Centerhallen både en historisk og kulturel værdi i Allerød, så den er allerhøjeste grad bevaringsværdig. Det synes jeg ikke man kommer uden om, når man har fulgt debatten om Centerhallens skæbne. Hallen anvendes til en lang række formål med aktive brugergrupper. For det andet virker det meget forkert at rive en velfungerende bygning ned, hvilket forøvrigt også vil have et negativt klimamæssigt aftryk, siger Emil Ulrik Andersen.

Emil Ulrik Andersen har ikke været med i de forudgående forhandlinger i 2022 omkring Kulturtorvet, der førte til beslutningen om at bygningskomprimere, altså reducere omfanget af kommunalt ejede kvadratmeter. Sigtet har været, at de 800 kvm som kommunen får stillet til rådighed, når Kulturtovet står færdigt, skal kunne erstatte kvadratmetre som Centerhallen.

-Men sådan som jeg opfatter det at bygningskomprimere, så kan man først begynde at bygningskomprimere, når de ekstra antal kvadratmetre står færdig, så man rent faktisk har noget at komprimere. Det vil sige, at man som minimum må vente med at rive Centerhallen ned, indtil Kulturtovet står færdigt, siger Emil Ulrik Andersen og tilføjer:

-Det åbner nemlig op for et andet spørgsmål: er de kommende kvadratmeter i Kulturtorvet af samme kvalitet og brugervenlighed, som Centerhallen. Det ved vi jo af gode grunde ikke, men det får vi og Centerhallens brugergrupper jo vished for, når man kan tage de nye faciiliteter på Kulturtovet i øjensyn. Herefter kan man tage stilling til om Centerhallens kvadratmetre skal erstattes af de nye kvadratmetre på Kulturtorvet, siger Emil Ulrik Andersen og indskyder:

-Endelig kan en bygningskomprimering jo også foregå ved at reducere i antallet af kvadratmeter på Kulturtovet, dog uden at svække det lokale butiksliv med at give plads til nye butikker her.

"som minimum må vente med at rive Centerhallen ned, indtil Kulturtovet står færdigt"

Samlet set mener Emil Ulrik Andersen, at en nedrivning af Centerhallen er en fejl, som det politiske flertal i byrådet bør ændre holdning til.

-Sommetider bliver der taget nogle beslutninger som viser sig at være uhensigtsmæssige, og så er det helt legitimt at man ændrer holdning. Det gælder f.eks sagen med Centerhallen, siger Emil Ulrik Andersen.


Konservative: Centerhallen skal nedlægges

Konservative fastholder aftalen om, at Centerhallen skal nedlægges, eller “bygningskomprimeres”, som det hedder i budgetforliget for 2023.

Budgetaftalen om, at Centerhallen skal nedlægges, eller “bygningskomprimeres”, som det hedder i budgetforliget for 2023, skal ifølge den konservative gruppeformand Jørgen Johansen fastholdes..

-For os var det nærmest et spørgsmål om pest eller kolera, fordi vi under de daværende forhandlinger blev stillet over for et forslag om at frasælge Kirkehavegaard, hvilket vi var stærke modstandere af grundet stedets betydning for det lokale kulturliv. Desuden er bygningen stærkt bevaringsværdig og derfor valgte vi at gå med til at bygningskomprimere Centerhallen i stedet for, forklarer Jørgen Johansen, gruppeformand og borgmesterkandidat for de konservative i Allerød.

Udmeldingen kommer efter flere kritiske røster om en fremtidig, men snarlig nedrivning af Centerhallen, der skal ses i sammenhæng med opførelsen af det nye byggeri i bymidten, hvor der er reserveret plads til kulturaktiviteter mv.

"under de daværende forhandlinger blev vi stillet over for et forslag om at frasælge Kirkehavegaard"

-Kulturtorvets” 800 m2 indendørs arealer til foreningsliv og samlingssteder skal finansieres af boliger, og ekstra parkering/finansiering skal håndteres ved lukning af Centerhallen, fremhævede byrådsmedlem og viceborgmester Miki Dam Larsen således i en kommentar til sagen tidligere på ugen.

Venstre tilslutter sig de konservative:

-V holder selvfølgelig den aftale, som vi netop har indgået ved dette års budgetforlig. Alt andet vil være utroværdigt, så kort tid efter aftaleindgåelse og efter et langt forhandlingsforløb.

Havde man ønsker til alternativer og finansiering, så var der god tid til, at sagen kunne være drøftet der, siger Clara Rao, gruppeformand for Venstre.

Læs også:

S: Borgerlig slingrekurs omkring Centerhallen


S: borgerlig slingrekurs omkring Centerhallen

Borgerlige byrådspolitikere vil både bevare Centerhallen og skabe flere parkeringspladser - det hænger ikke sammen, siger byrådsmedlem og viceborgmester Miki Dam Larsen(S).

-Centerhallen - ja eller nej? Mere parkering - ja eller nej?

Hvis man følger diverse byrådspolitikeres markeringer på Facebook, så skulle man ikke tro, at der var en strategi for Lillerød Bymidte, og slet ikke, at selvsamme politikere repræsenterer partier, der har været med til at udvikle strategien.

Det er dog ikke desto mindre virkeligheden, at både Venstre og Konservative har stemt for lokalplanen for Bymidten, og for projekt ”Kulturtorvet” med dertilhørende parkeringsnorm og lukning af Centerhallen, skriver byrådsmedlem og viceborgmester Miki Dam Larsen(S) på sin egen FB-side i debatten om Centerhallen. Han fortsætter:

Baggrunden

-Men lad os starte med baggrunden. Den overordnede tendens i hele landet er, at det lokale handelsliv bliver presset af nethandel og større centre. Samtidig sætter borgerne pris på lokalt handels- og caféliv – i sådan en grad, at en levende bymidte sætter positivt præg på boligværdierne i hele kommunen, for slet ikke at tale om vores sociale liv.

En levende bymidte med handels- og cafeliv, attraktioner og samlingssteder var således målet for bymidtelokalplanen og Kulturtorvet.

Som en aktiv deltager i arbejdet var det dertil min opfattelse, at det var Venstres og Konservatives mål, at udviklingen skulle ske med minimal brug af skattekroner. Derfor skulle ”Kulturtorvets” 800 m2 indendørs arealer til foreningsliv og samlingssteder finansieres af boliger, og ekstra parkering/finansiering skulle håndteres ved lukning af Centerhallen. Boliger i bymidten understøtter desuden bylivet og glæder særligt mange seniorer og singler med ønske om en lejlighed, redegør Miki Dam Larsen og kommer ind på problematikken omkring parkering:

Parkering og problemer

-Hvad angik parkering, så ville det koste at kræve flere parkeringspladser, da det fordyrer byggeriet. Potentielt set ville det betyde, at en del byggeri slet ikke ville kunne betale sig, og vi ville stå tilbage med slidte barakker, halvtomme grusarealer, færre nye boliger og et svækket byliv.

Strategien blev derfor, at finde en balance, hvor vores krav til p-pladser afspejlede det analyserede behov og samtidig muliggjorde byggeri til nye butikker, restauranter, boliger og offentlige samlingssteder – uden brug af skattekroner!, lyder det fra Miki Dam, der retter skytset mod flere borgerlige politikere:

-Det er dog ikke dén historie, der fortælles på Facebook af borgerlige byrådspolitikere. Her fremgår det, at man – efter alle beslutninger ER truffet – vil både bevare Centerhallen og skabe endnu flere parkeringspladser. Det fremgår dog ikke hvordan. Begge forslag koster (offentlige) penge. De foregående mange år har der været økonomisk smalhals. Det er der dog ikke i samme grad længere. Effekten af skattestigningen fra 2023 træder nu igennem.

Skal Centerhallen fredes?

S vil nu have afklaret hvorvidt Centerhallen skal fredes - men det vil ifølge Miki Dam Larsen kræve et P-hus:

-Socialdemokratiet vil derfor lægge op til, at vi genbesøger de gamle beslutninger og aftaler, hvorvidt der skal bruges skattekroner på at frede Centerhallen og etablere kommunale p-pladser i form af et kommunalt p-hus. Det er ikke billigt, men det lader til, at den borgerlige kurs har skiftet.

Ved at drøfte ovenstående i økonomiudvalget (ØU) kan vi sikre sammenhæng mellem politiske udmeldinger på Facebook og de gældende beslutninger i Byrådet.

Helt konkret kan ØU lave følgende bestilling til forvaltningen:

· Hvor og hvordan kunne der etableres et kommunalt p-hus? Hvad vurderes udgiften til et p-hus/kælder til 100 biler at være?

· Hvordan kan vi hæve p-normen for byggeri i bymidten? Hvilken betydning vil det antages at have for aktuelle byggeprojekter? Hvilken betydning vil det antages at have for den fremtidige udvikling?

· Et beslutningsgrundlag indeholdende udgifter til drift af Centerhallen samt forslag til yderligere parkering som erstatning for den parkering, der skulle etableres på Centerhallens grund. ”


Det er børnenes og fællesskabets budget!

Med Venstre i spidsen står 20 ud af 21 byrådsmedlemmer endnu en gang sammen om et ambitiøst og ansvarligt budget, siger Venstres gruppeformand, Clara Rao

Det er børnenes og fælleskabets budget, lyder det fra Clara Rao, Venstres gruppeformand og borgmesterkandidat om det netop vedtagne budget 2025-32.

-Med Venstre i spidsen står 20 ud af 21 byrådsmedlemmer endnu en gang sammen om et ambitiøst og ansvarligt budget. Først vil vi rette en stor tak til alle, der har bidraget med høringssvar og ideer. Vi har modtaget en lang række værdifulde input fra borgere, foreninger og interessegrupper, og hver eneste af jeres bidrag er blevet grundigt læst og taget med i vores overvejelser. Det er jeres engagement, der har sikret, at vi i dag kan vedtage et budget, som er funderet på brede og konstruktive dialoger, siger Clara Rao og fortsætter:

- I alt for lang tid har vi set en negativ udvikling for vores børn, især i folkeskolen, hvor flere og flere ekskluderes fra deres fællesskaber i folkeskolen og modtager specialundervisning. Det har i alt for mange år udhulet almenområdet. Den tendens kan vi ikke acceptere. Vores skoler skal favne så mange børn som muligt og derfor glæder det os, at et bredt flertal af byrådsmedlemmer står sammen om at investere i en to-voksenordning. Med denne ordning giver vi vores lærere og pædagoger de nødvendige ressourcer, kompetenceløft og tid til at arbejde på nye måder, der inkluderer flere børn og gavner alle. Forældre i dagtilbud skal ikke længere bekymre sig om der er finansiering til mellemmåltider, det er finansieret fremover, siger Clara Rao og tilføjer endeligt:

-Samtidigt fortsætter Venstre arbejdet med at afsøge mulighederne for, at alle skoler kan tilbyde et sundt og nærende frokosttilbud i skoletiden. Alt i alt en massiv investering i vores børns fremtid.

Her er budgetforliget 2025-32.


Konservative tilfredse med budgetforlig for 2025-32

De konservative i Allerød er stærkt tilfredse med deres aftryk på budgetforliget for 2025-32

De konservative er ret tilfredse med budgetforliget for 2025-32, som de mener er præget af stærke konservative aftryk, hedder det i en meddelelse.

-På vegne af det Konservative Folkeparti har vores byrådsgruppe (Jørgen Johansen, Lars Bacher, Erik Lund & Eric Lerdrup Bourgois) skrevet under på budgetaftalen for Allerød Kommune for 2025-2032.

Vi er stolte over det stærke konservative aftryk, der sikrer, at vi kommer tættere på borgerne, og tager hånd om nogle af de udfordringer vi har, skriver de konservatives borgmesterkandidat, Jørgen Johansen.

Folkeskoleområdet får et massivt løft med udvidelse af to-voksenordningen. Der investeres 5 mio. kr. i 2025, 7 mio. kr. i hhv. 2026 og 2027, stigende til 9 mio. kr. årligt fra 2028. Flere undersøgelser viser, at en to-voksenordning gør en forskel for variationen i undervisningen, trivslen ude i klasserne og fagligheden. Derfor er det en vigtig fremadrettet og forebyggende investering i vores børn, hedder det i meddelelsen.

-Vores daginstitutioner har forsat en målsætning om 50 % pædagoger, og hvis man ikke kan leve op til dette, kan man bruge pengene til flere medhjælpere som supplement til pædagoger.

Seniorordningen bliver genindført. Det er rigtig vigtigt i forhold til at fastholde vores ældre medarbejdere. Deres viden og erfaring er vigtig for Allerød Kommune, siger Jørgen Johansen.

Fundstedet for Brudevæltelurerne i Lynge er en vigtig del af Allerøds kulturhistorie og identitet. Budgetforligspartierne mener at det lokale initiativ om at markere og udvikle fundstedet er rigtig positivt og tilkendegiver derfor at de vil følge projektet tæt, og når projektet er længere i realiseringen, vil de se positivt på at bistå projektet.

-Borgerinddragelse er i fokus med dette budget og der er afsat penge til at forbedre vores inddragelse af borgerne. Live streaming fra vores byrådsmøder vil vi gerne have med i dette arbejde., siger Jørgen Johansen og tilføjer:

-Naturplejen af arealerne omkring Allerød Sø understøttes ved at afsætte 85.000 kr. i 2025 og varigt 35.000 kr. til pleje af arealerne. Pengene går primært til øget rydning for at hindre tilgroning og til at implementere en ændret slåningsmetode.

Ifølge de konservative tænkes der nyt i forhold til kollektive transport vha. deltagelse i Region Hovedstadens pilotprojekt om selvkørende busser. -Ingen skal transportmæssigt opleve sig stavnsbundet – der tages derfor kontakt til Hillerød om mulighederne for fælles finansiering af en busforbindelse fra Lynge til Hillerød, siger Jørgen Johansen.

Her er budgetforliget 2025-32.


Centerhallen – nedrivning, absolut nej tak!

Det vil være en kortsigtet og utilgivelig handling fra byrådets side at lade hallen nedrive for at skaffe et antal parkeringspladser, mener Tony Andersen.

Endnu engang viste Centerhallen sin berettigelse. Det var i forbindelse jobmessen den 11. september.

Hallen var stuvende fuld og på trods af mange mennesker var både støjniveau og trængsel udholdelig.

Det vil være en kortsigtet og utilgivelige handling fra byrådets side at lade hallen nedrive for at skaffe et antal parkeringspladser. Parkeringspladser kan sikkert erstattes, men en hal næppe og slet ikke med så central beliggenhed i bymidten og nær stationen.

Centerhallen er ikke den oprindelige idrætshal, som blev bygget i 1954 af en gruppe idealistiske borgere, men den er alligevel et lokalhistorisk monument. Den rummer en fortælling om, hvad et lille samfund på under 5.000 indbyggere magtede, når det fælles mål var at skabe en idrætshal for den gang badmintonsporten.

En del af historien er også, at hallen i 2005 brændte og blev genopbygget, sikkert fordi man stadig havde brug for den ligesom i dag.

Det er nu ikke den eneste gang Centerhallen har været i overhængende fare for nedrivning.

I begyndelsen af 1970´ érne blev badmintonklubben tilbudt et mageskifte, hvor Allerød kommune tilbød klubben en ganske ny hal i Lillerød øst mod at afgive Centerhallen. Det tilbud tog klubben i mod og to haller blev opført på Banevang den ene til badminton og den anden til L.I.F.

Hvad kommunens hensigt på daværende tidspunkt var, er sikkert ikke særlig kendt. Men jeg sad som sekretær i det daværende kulturelle udvalg og blev dermed en del af historien.

Kommunens bibliotek havde i årene forud ført en noget omskiftelig tilværelse og det ville udvalget gerne råde bod på ved at bygge en permanent biblioteksbygning.

Der blev indgået aftale med et meget anerkendt arkitektpar, som også fremkom med et forslag til et bibliotek, som også i dag ville være et besøg værd. Beliggenhed : Centerhallens grund – og altså en nedrivning af hallen !

Den dag de to arkitekter skulle fremlægge planerne, blev jeg ringet op af formanden for kulturelt udvalg Jens Bach, der bad mig om at ringe til arkitekterne og aflyse dagens møde .

Jeg blev meget forbavset, vi havde jo haft utallige møder om det nye bibliotek og så frem til et fremragende projekt.

Den forklaring jeg fik på den nye situation var, at byens store og betydende virksomhed FH møbler var i økonomisk nød og Allerød kommune så sig nødsaget til at købe FHs administrationsbygning for at hjælpe FH.

Det betød så på sigt, at det nye bibliotek skulle rykke ind i FHs administrationsbygning, og der ligger det såmænd endnu, og samtidig at Centerhallen undgik nedrivning.

Så der er altså flere lokalhistoriske grunde til også denne gang at lade Centerhallen bestå. Lillerød bymidte gennemgår i disse år mærkbar forandring, noget af det ”gamle” bør bestå for at minde os om tiden før os.

Foto: Centerhallen

Indsendt af Tony Andersen, Prins Valdemars Alle 8.1, 3450 Allerød


Enhedslisten: Nærmest smidt ud af budgetforhandlinger

Inden årets budgetforhandlinger gik igang, oplevede Enhedslistens byrådsmedlem, Emil Ulrik Andersen, at han nærmest blev smidt ud, skriver han.

Enhedslisten kommer ikke til at være med i årets budgetforhandlinger. Inden forhandlingerne gik i gang blev jeg nærmest smidt ud.

Det er ærgerligt for Allerøds borgere at konstitueringsgruppen vælger at udelukke Enhedslisten fra forhandlingerne.

Med begrundelsen: ”At jeg ikke var med i sidste års budget, og heller ikke dem årene før”.

Det er jo måske verdens dårligste argument.

For i den logik kan man kun være med i et budget, hvis man var med i det året før, og så skal man altså være med til alle budgetter, eller ingen. Det vidner om en besynderlig forståelse af årlige budgetter, demokrati og forhandling i det hele taget.

Jeg synes at vælgerne fortjener at vide at det er sådan konstitueringsgruppen vælger at forvalte deres flertal.

Hvis jeg var vælger hos eksempelvis S og i særdeleshed hos SF, så ville jeg da synes det var utrolig underligt at de, inden forhandlingerne overhovedet er gået i gang, vælger at udelukke Enhedslisten, men gerne forhandler med Venstre, konservative og moderaterne.

Jeg synes udelukkelsen, og begrundelsen for udelukkelsen afslører en svaghed hos konstitueringsgruppen.

En stærk konstitueringsgruppe ville lede efter en reelt bred aftale, mens denne konstitueringsgruppe foretrækker at lukke sig om sig selv, og forhandle med Moderaterne, der indtil nu kun har vist at de er i stand til at stemme fuldstændigt det samme som konstitueringsgruppen, og de Konservative, som efter min mening også går med på for meget af konstitueringsgruppens politik.

Med andre ord viser forløbet en svag konstitueringsgruppe, der er bange for kritik og modspil.

Borgmesteren, flertallet kan lave aftaler med dem de har lyst. Det har jeg intet problem med. Jeg synes til gengæld at hvis man helt udelukker nogen fra forhandlingerne, så skal man have en bedre forklaring.

Med andre ord viser forløbet en svag konstitueringsgruppe, der er bange for kritik og modspil.

Det er som om konstitueringsgruppen er så vant til at lave budgetter sammen, som de i fællesskab skamroser, at de slet ikke kan forstå den hårde kritik jeg har været ude med efter de to år med udgiftsstop og det seneste budget, som finansieredes primært ved at lade al forældrebetaling stige maksimalt på alt fra daginstitutioner til klubber.

Jeg tager det med ophøjet ro at jeg ikke er med til budgetforhandlingerne, og kritikken af konstitueringsgruppen, den kommer jeg til at fortsætte med.

Emil Ulrik Andersen, medlem af byrådet(Ebhedslisten) - indlæg bragt på egen FB-siden første gang.



Annonce