8. december 2023  |   Vores By

Lysets fest – og fejring af martyrinden Santa Lucia

Når vi om kort tid går i Lucia-optog 13. december, så er det en hyggelig lysets fest i en mørk tid – men det er først og fremmest en fejring af helgeninden Santa Lucia, der blev dræbt af romerne for over 1.700 år siden, skriver redaktør Kim Sejr

Vores By
8. december 2023  |   af Kim Sejr

Når vi om kort tid går i Lucia-optog 13. december, så er det en hyggelig lysets fest i en mørk tid – men det er først og fremmest en fejring af helgeninden Santa Lucia, der blev dræbt af romerne for over 1.700 år siden, skriver redaktør Kim Sejr.

Legenden om Santa Lucia starter helt tilbage i år 283 i byen Syrakus på Sicilien. Her blev Lucia født som barn af en velhavende familie. Fremtiden så således ret god ud, da hendes familie var temmelig anset, og hun kunne se frem til et godt liv uden materielle problemer og gode sociale forbindelser.
Det skulle dog blive anderledes.
I en ung alder blev hun nemlig omvendt fra Romerrigets religion med flere guder til kristendommen og lod sig døbe.
Det blev hendes skæbne.
Ifølge legenden led Lucia således martyrdøden i Syrakus under den romerske kejser Diokletians forfølgelser af de kristne i 304 efter Kristu fødsel.

For at opretholde fred i det store rige var det pålagt indbyggerne at ofre til den romerske kejser jævnligt. Problemet for de kristne indbyggere var, at de gerne ville gerne bede for både kejseren og riget, men at ofre til ham som en gud var helt udelukket, fordi de kun accepterede én gud.

Kristendommen blev derfor regnet som en fjende af Romerriget, og som en konsekvens heraf blev det forbudt at være kristen. Loven blev håndhævet ganske brutalt. Hvis en kristen blev angivet til myndighederne, fik de først mulighed for at ofre til kejseren. Men hvis de nægtede, blev de tortureret og senere henrettet, ofte på en meget bestialsk måde.

Som en følge af forbuddet levede mange kristne derfor et hemmeligt liv, hvor de enten skjulte deres tro eller søgte tilflugt og beskyttelse under jorden i byernes katakomber. Uanset hvor de befandt sig, var de helt afhængige af at kunne stole på deres omgangskreds og modtage hjælp, når det var nødvendigt.
Lucia var netop ét af de mennesker, som hjalp. Om natten vovede hun sig udenfor med mad til sine medkristne i katakomberne, og for at finde vej i mørket, havde hun bundet en krans om hovedet og sat lys i den. Lucia levede dermed livet farligt.

Hendes elskede mor blev desværre meget syg og hun tog til nabobyen, Catania, for at passe hende. Hun opsøgte den hellige Agathes grav, hvor hun bad for moderens helbredelse. Ved graven afgav Lucia endvidere et løfte – hvis moderen blev rask, ville hun vie sit liv til Kristus og leve i kyskhed resten af sit liv.
Moderen blev mirakuløst helbredt og Lucia begyndte at dele ud af sine rigdomme til fattige mennesker i bare glæde og taknemlighed.

Et stort problem var dog, at hun efter datidens tradition var blevet lovet væk til en mand. Hendes familie havde valgt en ikke-kristen romer fra en respekteret familie , men Lucia afviste ægtemanden og giftermålet. Hendes løfte til Gud om kyskhed gjorde den romerske mand rasende og han angav hende lidt ukærligt til myndighederne for at dyrke den kristne tro.

Det var meget uheldigt. For ikke alene var kristendommen jo forbudt, men arrestationen af hende foregik midt under Kejser Diocletians forfølgelser og udrensning af kristne mennesker. Hun blev kendt skyldig og blev i første omgang straffet ved at blive sendt til et bordel. Da hun hørte om denne straf, rev hun sine smukke øjne ud for ikke at friste mænd. Men hver gang hun gjorde det, voksede der blot nye smukke øjne ud i hendes øjenhuler, altså fortæller legenden.

Heldigvis kom hun aldrig på bordel, fordi en guddommelig indgriben forhindrede, at hun kunne flyttes ud af stedet. Herefter blev hun udsat for tortur og dømt til døden på et bål. Endnu engang greb Gud ind, og flammerne ville ikke tage fat i hende.Til sidst endte dommeren med at tage sit sværd og stikke det i hende, og Lucia dør den 13. december år 304.

Kilder: Den Store Danske, Kristeligt Dagblad, Kristendom.dk, nga.gov(NationalGallery of Art)

(Det viste maleri af Santa Lucia er udført af den italienske renæssancemaler Francesco del Cossa i årene 1473-74, 77.2 x 56 cm, tempera på træ. Billedet er udstillet på National Gallery of Art, Washington DC.)

Der er Lucia-optog i Lynge Kirke søndag 10. december kl. 10.30. Gudtjeneste ved sognepræst Martin Corfix og Lynge Kirkes børnekor, ledet af organist Babett Hartmann.

santa lucia
Del på

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev - klik her
Læs også....
Er Allerød ligeglad med deres veteraner?
Allerød kommunes veteranstrategi har været ikke-eksisterende siden 2021, lyder kritikken fra Tina Ryberg.

Byfest gav overskud på 160.000 kr.
Lions Allerød og Vennerne – støtteforeningen til LUI, har hver modtaget 45.000 kr. i støtte fra Lynge Byfest

Klimatilpasning vil koste grundejere mindst 60.000 kr.
Byrådet har besluttet, at grundejere skal adskille spildevand og regnvand på egen grund over en årrække - informationsmøde 28. oktober.

Separatkloakering – blev du også overrasket?
Der har manglet klarhed og åbenhed forud for vedtagelsen om separatkloakering, mener ReneNicklas Wendt, byrådskandidat for de konservative

Sunde rammer for skærmbrug blandt børn og unge
Mere restriktiv skærmpolitik efterlyses af byrådsmedlem Signe Schløer(SF) og Tune Revsgaard, bestyrelsesmedlem, SF Allerød

LIDL åbner 24. oktober
Torsdag d. 24. oktober kl. 8 åbner en ny Lidl-butik på Allerød Stationsvej 3 - Allerøds første tobaks- og nikotinfri dagligvarebutik.

Gaver til fodboldglade børn – og ekstraudgifter til livsglade skatteborgere
Nogle boligejere i Allerød skal betale op til 200.000 kr. ud af egen lomme til separatkloakering, mens en enkelt idrætsforening modtager 12-15 mio. kr. til kunstgræsbaner - hænger det sammen, spørger René Nicklas Wendt, byrådskandidat for de konservative

Nyt friplejehjem klart til 2027
Et nyt friplejehjem er på vej i Allerød, efter at PensionDanmark har indgået en udviklingsaftale med Allerød Kommune

Byrådsflertal lukker Centerhallen
Byrådet besluttede tirsdag aften at lukke Centerhallen fra juli 2025 - de konservative og Enhedslisten stemte imod

Sag om kunstgræs går tilbage i udvalg
Venstre er meget tilfredse med, at sagen om kunstgræs går tilbage til fagudvalg for at gøre beslutningsgrundlaget bedre

AFK-veteran i appel til byrådet om boldbaner
Den tidligere formand for AFK(Allerød Fodbold Klub), Flemming Bærentzen, henstiller kraftigt til, at byrådet fravælger kork til boldbaner


Annonce