Døgnrapport:
Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 16.-17. januar 2025
Røveri og bedragerier. Her er et uddrag af døgnrapporten.
Røveri, Hillerød
Torsdag klokken 10.36 blev der begået et røveri mod en forretning på Hjortholmvej. En 25-årig mand stjal penge fra kassen og løb væk fra stedet. En ansat i forretningen løb efter ham, hvorefter den 25-årige vendte sig om og truede den butiksansatte med en hævet og knyttet næve, mens han råbte: “Hvad vil du, mand?! Lad mig være!” og spyttede efter den butiksansatte. I mellemtiden havde forretningen ringet til politiet, og en patrulje kunne kort tid efter anholde den 25-årige mand.
Bedrageri, Halsnæs
En 92-årig kvinde, som bor på Tåmvej, blev onsdag klokken 14.30 udsat for bedrageri. Kvinden var blevet kontaktet af en person, der udgav sig fra at være fra banken. Han havde sagt, at hendes kort var blevet misbrugt, og derfor ville der komme en person og afhente hendes kreditkort, hvilket skete kort tid efter. Kvinden beskriver manden som cirka 25-30 år gammel, mellem 170-175 cm høj og kraftig. Han havde brunt kort hår.
Bedrageri, Slangerup
En 89-årig kvinde blev torsdag eftermiddag udsat for bedrageri. Hun blev ringet op af en, der udgav sig for at være fra banken. En mand mødte efterfølgende op på kvindens adresse og afhentede kreditkortet. Efterfølgende blev den 89-årige kvindes kreditkort misbrugt.
Bedrageri mod ældre
Svindlernes metoder ændrer sig løbende, men for tiden får Nordsjællands Politi mange anmeldelser, hvor ældre bliver bedraget af nogen, der udgiver sig for at være fra banken eller fra politiet:
- Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode over telefon eller til folk, der pludselig tropper op på ens bopæl.
- Politiet eller banken kunne aldrig finde på at møde op på nogens adresse og bede om at få den slags oplysninger udleveret eller kræve at få andre værdigestande som smykker el. udleveret.
- Bliver man kontaktet af nogen, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel. Man er også meget velkommen til bare at smide røret på.
Denne tekst (inklusiv evt. billeder) er også tilgængelig på https://politi.dk/nordsjaellands-politi/doegnrapporter/nordsjaellands-politi-uddrag-af-doegnrapporten-16-17-januar-2025/2025/01/17