Moderaternes fremgang bevirkede, at Venstre mistede status som Nordsjællands største parti – 2 mandater til Venstre, 4 til Socialdemokratiet.
Moderaternes fremgang bevirkede, at Venstre mistede status som Nordsjællands største parti – 2 mandater til Venstre, 4 til Socialdemokratiet.
Der er blevet rokeret rundt på det politiske landkort i Nordsjælland efter folketingsvalget i går. Mest markant er det, at Venstre går markant tilbage, mens Socialdemokratiet går lidt frem.
Venstre var største parti ved sidste folketingsvalg med 23,4 procent af stemmerne og tre mandater, mens Socialdemokratiet havde 21,3 procent af stemmerne og ligeledes tre mandater.
Det blev der ændret på i går efter stemmeoptællingen, hvor Socialdemokratiet endte med 23,9 procent af stemmerne og hele fire mandater, mens Venstre måtte nøjes med 14,7 procent af stemmerne og to mandater, som sandsynligvis går til Sophie Løhde og Hans Andersen.
Moderaterne kraftigt frem
Som ventet fik Moderaterne med den tidligere V-formand Lars Løkke Rasmussen et ret godt valg. I Nordsjælland opnåede partiet endog større fremgang end på landsplan, nemlig 11,8 procent mod 9,3 procent på landsplan. Det gør, at Moderaterne indkasserer et mandat, og mon ikke det bringer spidskandidaten Jakob Engel-Schmidt i Folketinget.
De konservative gik på landsplan kraftigt tilbage og endte med en stemmeandel på 5,5 procent. Så galt gik det dog ikke i Nordsjælland, hvor partiet endte med en stemmeandel på 7,7 procent – men partiet mistede et af sine to mandater. Mandatet går sandsynligvis til Mette Abildgaard.
Radikale meget tilbage
De radikale fik en meget kraftig tilbagegang. Stemmeandelen på 4,9 procent blev godt nok over landsgennemsnittets andel på 3,8 procent, men det skal ses i sammenhæng med, at De radikale have en meget høj stemmeandel sidste gang i Nordsjælland på hele 11,2 procent, hvilket gav partiet to mandater. Denne gang må De radikale nøjes med et enkelt mandat, som givetvis går til Martin Lidegaard.
Liberal Alliance frem
Liberal Alliance fik et rigtig godt valg med en stemmeandel i Nordsjælland på hele 9,4 procent – en voldsom fremgang i forhold til sidste folketingsvalg hvor partiet måtte nøjes med 3,3 procent.
Nye Borgerlige gik 0,6 procentpoint frem til en stemmeandel på 3,9 procent og bevarer deres ene mandat, mens Dansk Folkeparti har mistet deres mandat.
Danmarksdemokraterne fik også, som ventet, et godt valg – men dog mindre kraftigt i Nordsjælland med en stemmeandel på 4,8 procent. Dette var imidlertid nok til, at partiet kan indkassere et mandat, der sandsynligvis går til Marlene Harpsøe.
SF frem – Enhedslisten tilbage
SF gik frem med 0,6 procentpoint og endte med en stemmeandel på 7,8 procent, hvilket giver et mandat, der går til spidskandidaten Peter Westermann. Enhedslisten gik hele 1,4 procentpoint tilbage og endte med en stemmeandel på 4,2 procent. Partiet bevarer dog et mandat, der går til spidskandidaten Sinem Demir.
Alternativet overrasker med en stemmeandel på 3,3 procent, hvilket udløser et mandat til partiet.
Mandatfordeling, Nordsjællands storkreds
Socialdemokratiet: 4 mandater, partiet vinder et ekstra mandat
Venstre: 2 mandater, partiet mister et mandat
Det Radikale Venstre: 1 mandat, partiet mister et mandat
Det Konervative Folkepart: 1 mandat, partiet mister et mandat
Nye Borgerlige: 1 mandat, uændret
Socialistisk Folkeparti: 1 mandat, uændret
Liberal Alliance: 1 mandat, partiet vinder et mandat
Moderaterne:1 mandat, partiet vinder et mandat
Alternativet: 1 mandat, partiet vinder et mandat
Danmarksdemokraterne: 1 mandat, partiet vinder et mandat
Enhedslisten: 1 mandat, partiet vinder et mandat
Efter en intern konflikt melder Mette Thiesen sig ud af Nye Borgerlige, som mister deres ene mandat i Nordsjælland.
Efter en eskalerende konflikt internt hos Nye Borgerlige, der omfattede Mette Thiesen, hendes kæreste og en medarbejder i Nye Borgerliges sekretariat, har Mette Thiesen valgt at melde sig ud af partiet. Hun kom derved sandsynligvis en eksklusion i forkøbet. Hendes sag skulle have været behandlet i partiets hovedbestyrelse kl. 19.00. Mette Thiesen er herefter løsgænger i Folketinget.
Sagen omhandler en række episoder med Mette Thiesens kæreste, som har opført sig voldeligt og truende - senest med en alvorlig hændelse på selve valgaftenen. Sagen involverer også Mette Thiesen selv, da hun havde fået besked på ikke et medtage kæresten på valgaftenen og angiveligt selv også har opført sig truende over for den pågældende medarbejder.
Svær fortid
På sin egen FB-side skriver Mette Thiesen her til aften, at hun beklager forløbet og tager afstand fra sin kærestes handlinger.
Hun siger tillige:
- Mht. til det forudgående forløb, som beskrevet af Pernille Vermund, vil jeg blot bemærke, at alting har to sider. Desværre er der ikke blevet lyttet til min, og denne har derfor heller ikke været en del af mediernes dækning. Jeg bad om hjælp til at komme væk fra en svær fortid, der havde fyldt alt for meget alt for længe, og som jeg havde svært ved at håndtere selv, skriver hun.
Pernille Vermund opfordrer i et nyhedsbrev Mette Thiesen til at give sit mandat videre til sin suppleant og giver udtryk for, at det er "tarveligt" og "uhæderligt" over for vælgerne, såfremt det ikke sker. Partiformanden skriver tillige i nyhedsbrevet, at Mette Thiesen ikke har opfyldt partiets "ganske rimelige forventninger til en kollega".
Nordsjællandsk stemmesluger
Mette Thiesen opnåede ved folketingsvalget 4.327 personlige stemmer i Nordsjællands Storkreds ud af i alt 11.290 stemmer til partiet. Dette udgør en stemmeandel på 3,9 procent og dermed en mindre fremgang på 0,6 procentpoint i forhold til sidste valg. Mette Thiesen var således partiets ubestridte stemmesluger i storkredsen - den kandidat, der fik næstflest stemmer, var Claus Bruncke med 160 stemmer.
Mette Thiesen var det første byrådsmedlem for Nye Borgerlige ved forrige kommunalvalg, hvor hun blev medlem af byrådet i Hillerød Kommune. Hun overlod sidste år sit spidskandidatur i byrådet til Morten Bille for at kunne koncentrere sig om folketingsvalget.
Nye Borgerlige opnåede i Allerød en stemmeandel på 3,1 procent - ud af af 514 afgivne stemmer gik de 175 til Mette Thiesen.
De to lokale folketingskandidater, Peter Westermann (SF) og Christoffer Buster Reinhardt (K), besøgte mandag formiddag Rose Holm A/S i Vassingerød.
Virksomheden Rose Holm, der producerer gevindstænger i stål til især vindmølleindustrien, lagde fabrikshal til et politisk besøg mandag formiddag.
Peter Westermann (SF) og Christoffer Buster Reinhardt (K) blev ganske inspirerede af virksomhedsbesøget og var fyldt med lovord om virksomheden.
Godt med dansk produktion
Christoffer Buster Reinhardt fremhæver, at virksomheden er et godt eksempel på virksomheder, der skal drive Danmark fremad.
- Det var meget inspirerende at besøge en god nordsjællandsk familievirksomhed, som nu drives af tredje generation. Det er vigtigt, at vi sikrer gode forhold for små og mellemstore virksomheder, så de bliver i Danmark og er med til at sikre vækst og velstand. Derfor er jeg også glad for, at Rose Holm har beholdt deres produktion i Allerød, siger Christoffer Buster Reinhardt.
Peter Westermann supplerede:
- Det er vigtigt, at vi også herhjemme i Allerød har gode arbejdspladser, som bidrager til den grønne omstilling. Det gør Rose Holm. Når vi skal blive energiuafhængige af Rusland og andre forbryderregimer, er det afgørende, at vi kan producere vindmøller. Virksomheder som Rose Holm er med til, at Danmark og Allerød kan deltage i forandringerne i verden.
Specialiseret virksomhed
Rose Holm A/S er en specialiseret dansk metalvirksomhed, som er højautomatiseret producent af kompetence- og befæstelsesløsninger til den globale vindsektor, producenter af pladevarmevekslere og førende industrivirksomheder overalt på kloden.
Virksomheden ledes af CEO Ann Rose Bokkenheuser, som er tredje generation i virksomheden.
Allerød skal sætte turbo på opsætning af varmepumpeanlæg med statsgaranterede lån – og der skal flere solceller på tagene af de kommunale ejendomme, siger MF-kandidat Martin Lidegaard (R).
- Rigtig mange borgere i Allerød Kommune mærker den nuværende energikrise, især dem der får opvarmning fra naturgas. De borgere er der mange af i Allerød. Ikke mindre end 61 % af husstandene i Allerød Kommune opvarmes af naturgas, siger MF-kandidat Martin Lidegaard (R) og uddyber:
- Men problemet stopper ikke bare her. For de borgere, der faktisk har fjernvarme, er i den uheldige situation, at AK-fjernvarme hovedsageligt baserer deres fjernvarme på naturgas.
Der er altså ikke mange andre steder i landet, hvor borgerne er hårdere ramt af de stigende gaspriser, end i Allerød. Og det kalder på resolut handling. Nu. For prisen på gas kan ikke forventes at komme ned de næste mange år. Dertil kommer, at de stigende gaspriser er motoren i den nuværende inflation og de stigende elpriser.
Flere varmepumper - mere fjernvarme
Ifølge Martin Lidegaard bør vi bekæmpe vores afhængighed af gas mindst ligeså resolut, som vi bekæmpede Corona.
- Vi burde sætte gang i produktion af flere varmepumper og flere fjernvarmerør. Vi burde følge forslaget fra Tecnique og på få måneder få efteruddannet tusindvis af svejsere og installatører.
Det ville gøre det muligt at få langt flere på fjernvarme eller varmepumpe langt hurtigere, siger Martin Lidegaard og fortsætter:
- Dernæst skal vi sikre, at den nye fjernvarme bliver grøn. Allerød Kommune har allerede et af svarene, nemlig det store varmepumpeanlæg der ligger i den sydlige del af kommunen og leverer fjernvarme til Farum Fjernvarme. Anlægget er på 16 MW, og det kan dermed levere varme til mere end 5.000 husstande. Samtidig bruger anlægget 14.510 tons mindre CO2 om året end en tilsvarende naturgaskedel, siger Martin Lidegaard og tilføjer:
- Den type anlæg skal vi have mange flere af i Allerød, Rudersdal og Hørsholm. Med Radikale Venstres plan skal det kunne ske med statsgaranterede lån, så det ikke er de kommunale garantistillelser, der er barrieren. Kommunerne skal sætte turbo på opsætning af disse anlæg med statsgaranterede lån. Og så kan vi fra Christiansborg gøre det langt mere attraktivt for kommunerne at opsætte solceller på kommunens tage. Også det vil kunne give vigtig grøn strøm til den vigtige omstilling af energiforsyningen, som vi skal have sat fart på.
"Allerød Kommune har allerede et af svarene, nemlig det store varmepumpeanlæg, der ligger i den sydlige del af kommunen og leverer fjernvarme til Farum Fjernvarme"
Radikal plan
I et nyt energiudspil ønsker Radikale Venstre, at 400.000 husstande inden slutningen af 2025 skal være koblet på fjernvarme eller have installeret en varmepumpe. Derfor foreslår partiet, at det skal være gratis for danskerne at blive tilsluttet fjernvarme og koblet af gasnettet.
Der skal en indsats til, der er lige så stor og sammensat som den enorme mængde mistrivsel og psykisk lidelse, der skabes i vores samfund, siger Peter Westermann, medlem af Regionsrådet og spidskandidat for SF i Nordsjælland
- Der er ingen tvivl om, at vi som samfund står midt i en mental sundhedskrise. Cheflæge Nina Staal, der leder den ambulante enhed i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden, har for nylig udtalt: "Det er en hel generation, som lider" - så dyster er meldingen, siger Peter Westermann, som er regionsrådsmedlem og formand for Social- og Psykiatriudvalget i Region Hovedstaden.
Vi skal have en plan
- Det skal vi sætte ind over for - fra Christiansborg hvor der forhandles om en plan for mental sundhed og psykiatri, og også i regionens budget for næste år som vi forhandler i disse dage.
Som formand for regionens social- og psykiatriudvalg er jeg smerteligt bevidst om, hvor udbredt mental mistrivsel og psykisk lidelse er hos vores børn og unge, siger Peter Westermann og fortsætter:
- Det gælder børn, der ikke kan komme op og i skole om morgenen. Det gælder unge, som må kæmpe sig igennem hverdagen, fordi de er tynget af depression eller angst. Det gælder i mange tilfælde sværere psykiske lidelser og tunge diagnoser, som kunne være undgået, havde man fået hjælp noget før.
Forebyggelse og behandling
Der skal, ifølge Peter Westermann, en indsats til, der er lige så stor og sammensat som den enorme mængde mistrivsel og psykisk lidelse, der skabes i samfundet.
- Der er behov for, at vi går på to ben: Ét der forbygger, at så mange bliver syge, og ét der giver den rigtige behandling, når man er blevet ramt af psykiske lidelser og mistrivsel.
Antallet af henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrien er steget med 44 procent bare fra 2018 til 2021. Og det ser kun ud til at fortsætte. I år vil der være dobbelt så mange med behov for behandling som i 2014. Dobbelt så mange på 8 år!
Pengene er ikke fulgt med, og derfor ser vi ofte, at psykiatrien er for presset til at kunne give den behandling, patienten har brug for og fortjener. Medarbejderne gør, hvad de kan med de midler, de har, men vi skal have flere kræfter til at forebygge og behandle psykisk lidelse, siger Peter Westermann og fastslår:
- Derfor kan SF ikke acceptere, at der skal spares på behandlingen i voksenpsykiatrien, sådan som en omprioriteringsplan fra psykiatriens administration lægger op til, for at finde midler til børne- og ungdomspsykiatrien.
"Antallet af henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrien er steget med 44 procent bare fra 2018 til 2021. Og det ser kun ud til at fortsætte. I år vil der være dobbelt så mange med behov for behandling som i 2014"
Ekstra midler til indsats
I stedet foreslår SF, at der investeres en stor del af de få ekstra midler, som regionen har de næste år, i et løft af psykiatrien - for børn, unge og voksne.
- De ekstra midler skal gå til at hjælpe psykologer i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i en kommune) med at give tidlig behandling til børn i mistrivsel, før diagnoser og medicin kommer på tale. De skal gå til at få den lange ventetid på behandling ned. De skal gå til at ansætte flere sygeplejersker og psykologer til F-ACT teams med ambulant, udgående behandling af patienter, før de bliver indlagt (igen), siger Peter Westermann og slutter:
- I SF kommer vi til at gå til budgetforhandlingerne med et klart budskab: SF vil, af alle kræfter, trække midler til at hjælpe mennesker med mistrivsel og psykisk lidelse.
PPR: Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i en kommune
Omkring 500 Venstrefolk og -sympatisører indtog mandag aften Nordsjællands Konferencecenter og gav den fuld valgkamps-gas.
Til trods for lidt regn begyndte det rigtig godt ved Nordsjællands Konferencecenter i Gydevang, for her blev alle gæsterne til Venstres valgrally mødt af såvel pølsevogne som en vogn med vand og fadøl. Stemningen blev slået an, humøret var højt, og køerne var lange.
Der var kørt Venstrefolk ind fra store dele af København og Nordsjælland, og en del af Venstretoppen var også mødt op: Næstformand Stephanie Lohse, tidl. minister og politisk ordfører Sophie Løhde samt en række folketingsmedlemmer og en del folketingskandidater i de to storkredse.
Liberale sange
Stephanie Lohse åbnede arrangementet og understregede behovet for en borgerlig-liberal regering, og herfra gik programmet videre til den musikalske del, som var akkompagneret af Henrik Krogsgaard, den kendte kapelmester og komponist.
Der blev lagt ud med "Jeg ser de bøgelyse øer" og Kim Larsen-sangen "De smukke unge mennesker", meget passende efterfulgt af "Frihed er det bedste guld" - og salen var godt med!
Herefter fulgte indslaget "Den hemmelige gæst", som var ingen ringere end komikeren Lasse Rimmer, der fik masseret gæsternes lattermuskler med en række funderinger med politiske undertoner, der faldt i rigtig god jord hos publikum.
Jubelscene
Det var i bogstaveligste forstand en jubelscene, som Venstreformand Jakob Ellemann-Jensen herefter trådte ind på. Ikke alene lød der taktfaste klapsalver fra publikum, men VU tonsede ligeledes løs med taktfaste slagord, der fyldte rummet godt op og gav indtryk af, at det næsten var en politisk rockstjerne, der stod på scenen.
Venstres formand gav sin udlægning af de aktuelle politiske udfordringer og præsenterede Venstres udspil på udvalgte områder - især inden for klima, sundhed og forsvar.
Stærkest var Venstreformandens kommentarer til den nuværende sikkerhedspolitiske situation - set i lyset af krigen i Ukraine og de nylige, russiske terrorbombninger af Ukraine med iranske droner.
- Det første, jeg vil gøre som statsminister, er at få lavet et forsvarsforlig, for det har regeringen endnu ikke leveret på. Vi skal nemlig passe ordentligt på Danmark. Vi har i dag et forsvar, som stampersonellet flygter fra, fordi de ikke ved, i hvilken retning forsvaret skal udvikle sig, og fordi forsvaret er underprioriteret. Det er disse medarbejderressourcer, vi skal passe på, og dertil kommer, at forsvaret også er materielt underforsynet, sagde Jakob Ellemann-Jensen og tilføjede:
- I mange år har jeg anset Rusland som en fjende, men det er først i de sidste par år, at jeg ikke er blevet mødt med himmelvendte øjne, når jeg har nævnt det. Vi har i dag et forsvar, der ikke kan passe på Danmark, og det skal der laves om på. Her vil Venstre være konstruktive, understregede Jakob Ellemann-Jensen.
Nyt format
Aftenens valgrally er ét af fem, som Venstre vil gennemføre i løbet af valgkampen, og det særlige kampagneformat har til formål at skabe begejstring:
- Det er Venstres landsorganisation, der står bag disse arrangementer, hvis hovedformål simpelthen er at skabe engagement og begejstring blandt Venstremedlemmer og -sympatisører, så det bredt kan styrke Venstres valgkamp, lyder det fra arrangøren af denne aftens arrangement Niels Kirkegaard, formand for Allerød Venstre og næstformand for Rudersdalkredsens Venstre.
Venstre har tidligere med succes gennemført denne type arrangementer, og ifølge Niels Kirkegaard er det perfekt timing i øjeblikket, fordi Venstre har momentum.
Moderaterne ligger nu omkring 5-6 procent i meningsmålingerne - og det kan give valg til Jakob Engel-Schmidt i Nordsjælland.
Holder Moderaterne sit momentum fra nu og frem til valgdagen, er der som minimum en sikker plads i Folketinget for Moderaternes spidskandidat i Nordsjællands Storkreds.
Løkke-effekt og radikale
Partiet har nemlig haft en god start på valgkampen og har i meningsmålingerne bevæget sig fra 3-4 procent til 5-6 procent. Det skyldes bl.a. Lars Løkke-effekten, der med stor sikkerhed har optrådt i TV-debatterne og samtidig indtager det særlige standpunkt, at partiet ikke peger på en bestemt statsminister forud for valget og ønsker en regering over midten.
Partiet er dog samtidig styrket af nedsmeltningen hos Radikale Venstre, der har mistet næsten halvdelen af deres vælgeropbakning - i alt har de radikale mistet 26.000 vælgere til Moderaterne, viser en analyse om vælgervandringer, som professor Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget på baggrund af data fra Kantar Public Gallup og Epinion.
Ligesom Moderaterne vil de radikale have en regering med deltagelse af både røde og blå partier. Modsat Lars Løkke Rasmussen peger de radikale dog entydigt på Mette Frederiksen som statsminister.
De radikale fik ved folketingsvalget i 2019 11,2 procent af stemmerne i Nordsjælland, hvilket gav to mandater. Med de nuværende meningsmålinger ser de radikale ud til at miste det ene af sine to mandater, hvilket Moderaterne kan lukrere på.
Tidligere V-parlamentariker
Jakob Engel-Schmidt er spidskandidat for Moderaterne og har tidligere i to omgange været medlem af Folketinget for Venstre. I april 2021 blev han ansat som sekretariatsleder for Lars Løkke Rasmussens politiske netværk, Det Politiske Mødested, forløberen for Moderaterne. Han blev i 2022 politisk chef for partiet og senere partiets spidskandidat til Folketinget i Nordsjællands Storkreds.
Hele 78 kandidater fra 14 partier kommer til at optræde på stemmesedlerne, når Allerødborgerne skal afgive deres stemmer til folketingsvalget 1. november.
Her kan man se kandidaterne, opdelt efter partier:
Socialdemokratiet
Fie Thorsted Hækkerup
Henrik Møller
Maria Louise Mehnke
Rasmus Stoklund
Matilde Powers
Miki Dam Larsen
De Radikale
Tine Hessner
Jacob Netteberg
Maria Katarina Nielsen
Christian Holm Donatzky
Christina Thorholm
Martin Lidegaard
De Konservative
Birgitte Bergman
Christoffer Buster Reinhardt
Egil Fabritius Hulgaard
Emma Juul Hansen
Mette Abildgaard
Niels Martin Viuff
Nikolaj Frederiksen
Nye Borgerlige
Mette Thiesen (spidskandidat)
Carsten Winther
Claus Bruncke
Søren Højbjerg
Søren Regenberg
SF
Peter Westermann
Marianne Bigum
Marianne Stannum
Silje Brynildsen
Jens Skov
Stefan Skrubbeltrang
Liberal Alliance
Steffen Frølund – spidskandidat
Kim Bjørnstrup
Lars Høyer Holmqvist
Steffen Sjørslev
Kira Danholm
Josephine Svane
Robert Mørck
Marianne Porsborg
Kristendemokraterne
Stig Grenov
Britta Glønborg Kristensen
Henrik Forsberg
Moderaterne
Jakob Engel-Schmidt (spidskandidat)
Carina Bloch Simonsen
Erick Thürmer
Kim Mejnert Frydensberg
Kim Rasmussen
Ulf Helgstrand
Dansk Folkeparti
Gert Løfgren
Pia Adelsteen
Brian Lyck Jørgensen
Birgitte Milling
Christian Sødergren
Frie Grønne
Lars Henriksen
Venstre
Hans Andersen
Mette Lene Jensen
Marianne Lynghøj Pedersen
Sophie Løhde
Thomas Elong
Danmarksdemokraterne
Lars Ole Skovgaard Larsen
Marlene Hapsøe
Lars Bregnbak
Enhedslisten
Sinem Demir (spidskandidat)
Øjvind Vilsholm
Thue Lundgaard
Annie Hagel
Emil Ulrik Andersen
Christoffer Emil Jexen
Alternativet
Helene Liliendal Brydensholt
Allon Hein Sørensen
Nanna Høyrup
Maud Margrethe Pedersen
Mette Skamris
Mariane Lunden
Sidsel Dyekjær
Mette Jeppesen
Nicklas Hakmann
Morten Hvidberg Greve
Socialdemokratiets forbud mod dobbeltmandater indebærer, at MF-kandidat Miki Dam Larsen skal overlade sin plads i byrådet til 1. suppleanten, hvis han vælges til Folketinget.
Miki Dam Larsen er medlem af byrådet i Allerød samt 1. viceborgmester og har samtidig en ambition om at komme i Folketinget - derfor er han at finde på stemmesedlen ved dette folketingsvalg.
Socialdemokratiets kandidater i Nordsjællands Storkreds er således Fie Thorsted Hækkerup, Henrik Møller, Maria Louise Mehnke, Rasmus Stoklund, Matilde Powers samt Miki Dam Larsen.
1. suppleant må tage over
Skulle det ske, at Miki Dam Larsen bliver valgt til Folketinget, er det Socialdemokratiets 1. suppleant til byrådet, der må overtage pladsen i byrådssalen - og det er Gitte Gross, der opstillede til kommunalvalget sidste år.
Gitte Gross er 63 år og uddannet bromatolog (levnedsmiddelkandidat) med efteruddannelse inden for projekt- og procesledelse samt kommunikation. Det er kompetencer, som Gitte Gross, ifølge hende selv, har brugt i hele hendes arbejdsliv, hvor over halvdelen af tiden er gået med at lede andre mennesker. I dag er Gitte Gross leder af Københavns Madservice, hvor der laves mad til 2000 ældre i Københavns Kommune.
Mangfoldighed
Da Gitte Gross stillede op til byrådet, var det med fokus på bl.a. biodiversitet.
- Jeg er meget optaget af vores natur og de klimaforandringer, der truer vores fremtid. Jeg er overbevist om, at alle indsatser nytter – også lokalt i Allerød og i vore egne haver. Selv om vi har meget natur omkring Allerød, er manglende biodiversitet også et problem her, sagde hun dengang.
Desuden lægger hun vægt på mangfoldighed:
- Jeg er optaget af, at Allerød fortsat rummer en stor mangfoldighed af mennesker, og at vi kan tilbyde mange forskellige boligformer, heriblandt almennyttige boliger som helt almindelige mennesker kan betale. Allerød skal ikke kun være for velhavere.
Ulla Tørnæs - mangeårigt folketingsmedlem og tidligere minister - var tirsdag mødt op på Allerød Station for at støtte V-folketingskandidat Marianne Lynghøj.
Venstres kampagnefolk var tidligt oppe i dag for at føre valgkamp ved Allerød Station for Rudersdalkredsens folketingskandidat, Marianne Lynghøj.
Med sig havde hun Venstre-koryfæet Ulla Tørnæs, som er mangeårigt folketingsmedlem og tidligere minister af flere omgange. Ulla Tørnæs gav den lokale kandidat sin uforbeholdne støtte.
- Jeg er glad for, at jeg kan bakke op om Marianne og hjælpe med at fortælle vælgerne her i Allerød, hvorfor jeg synes, at de skal stemme personligt på Marianne Lynghøj. Marianne er et stort politisk talent, og så har hun erfaring fra det private erhvervsliv. Marianne kan skabe resultater for Allerød, og derfor har jeg i dag anbefalet vælgerne her i Allerød at stemme personligt på Marianne, siger Ulla Tørnæs.
God dialog
Venstre-teamet havde travlt med at komme i dialog med de ventende passagerer til S-toget - noget Marianne Lynghøj lægger stor vægt på:
- Det bedste ved valgkampe er, at man får mulighed for at tale med en masse vælgere. Og selvom mange har travlt her om morgenen, er der også mange, der stopper op for en lille snak. I dag fik jeg bl.a. gode snakke om, hvordan man styrker det frie valg for personer med handicap, om at vi skal rulle regeringens tvangsfordeling af gymnasieelever tilbage, og om hvordan vi får mere fart på den grønne omstilling, siger Marianne Lynghøj Poulsen og tilføjer:
- Det er fantastisk at opleve den opbakning, jeg får fra frivillige og fra Ulla Tørnæs, der bruger dagen i dag med mig. Som helt ny kandidat er det skønt, at jeg kan trække på Ullas viden og erfaring.
Ulla Tørnæs blev første gang valgt ind i Folketinget i 1994 og har været folkevalgt i 30 år. Hun har ikke genopstillet ved dette valg.
Fire gange har Tørnæs haft titlen af minister. Fra 2001 til 2005 var hun undervisningsminister. Derefter fulgte en femårig periode som minister for udviklingsbistand. I 2016 blev hun uddannelses- og forskningsminister for en kort periode på ni måneder, inden hun i november samme år overtog posten som minister for udviklingssamarbejde.
Marianne Lynghøj har overtaget opstillingskredsen efter Claus Hjort Frederiksen, der - efter 15 år som kandidat og folketingsmedlem for kredsen - ikke genopstiller.
Uden stemmeslugeren Morten Messerschmidt vil Danmarksdemokraterne kunne tiltrække mange tidligere DF-vælgere uden stor modstand.
Ved sidste folketingsvalg i 2019 var de partikammerater - Marlene Harpsøe og Morten Messerschmidt. Siden er Morten Messerschmidt blevet formand for Dansk Folkeparti, og samtidig er Marlene Harpsøe nu i august blevet folketingskandidat for Danmarksdemokraterne i Nordsjællands storkreds.
Tillige har Morten Messerschmidt skiftet valgkreds - han har overtaget Pia Kjærsgaards gamle valgkreds, Brøndbykredsen.
Det tegner derfor lyst for Danmarksdemokraterne og omvendt mørkt for Dansk Folkeparti i Nordsjælland.
Dette skyldes, at Dansk Folkeparti siden sidste valg har været gennem en voldsom nedtur og et dramatisk internt opgør, der markant har mindsket opbakningen blandt vælgerne. Dertil kommer, at den tidligere Venstre-minister Inger Støjberg oprettede Danmarksdemokraterne i juni, hvilket yderligere har fået vælgerne til at flygte fra Dansk Folkeparti, som i meningsmålingerne ligger omkring spærregrænsen på 2 procent. Dertil kommer, at Dansk Folkeparti generelt ligger under gennemsnittet i sin vælgeropbakning, når det gælder Nordsjælland.
Omvendt rider Danmarksdemokraterne på en bølge af vælgertilslutning på 10-12 procent, hvilket er mere end nok til at udløse et mandat i Nordsjælland.
Fire kandidater
Danmarksdemokraterne har opstillet fire kandidater i Nordsjælland storkreds: Charlotte Drue Aagaard der er byrådsmedlem i Frederikssund og tidligere medlem af Venstre, Lars Ole Skovgaard Larsen der er medlem af byrådet i Hillerød og tidligere DF´er, og den tredje kandidat er Lars Bregnbak, som er forhenværende medlem af byrådet i Gribskov kommune og tidligere konservativ.
Endelig er der Marlene Harpsøe, der er medlem af byrådet i Helsingør, hvor hun er formand for Omsorgs- og Sundhedsudvalget.
Hun må anses for at være den absolutte favorit til en plads i Folketinget, såfremt Danmarksdemokraterne vinder et mandat i Nordsjælland.
Marlene Harpsøe har været opstillet flere gange og været en klar nummer to efter Morten Messerschmidt. Hun var folketingsmedlem for Dansk Folkeparti 2007-2011 og igen 2015-2019 og har dermed god parlamentarisk erfaring, og hun er kendt af de DF-vælgere, der nu vil lade deres stemme gå til Danmarksdemokraterne.
Nu har Dansk Folkeparti dog ikke længere Morten Messerschmidt som stemmesluger i Nordsjælland. Denne opgave er blevet overtaget af Pia Adelsteen, som netop er blevet opstillet i Frederikssund-kredsen. Hun har siddet i byrådet i Slangerup Kommune og Frederikssund Kommune, ligesom hun i en periode har siddet i Folketinget for DF.
Den konservative folketingskandidat, Christoffer Buster Reinhardt, vender sig stærkt mod planer om at øge udligningen for Nordsjælland.
Christoffer Buster Reinhardt var lørdag 20. august mødt op til Aktiv Fritid-dagen i Allerød og gentog gårsdagens bastante udmelding på sin FB-side: "Nej til yderligere plyndring af Nordsjælland".
- Da der dukkede en artikel op med, at statsministeren påtænker at ændre yderligere i udligningsordningen, blev jeg ærlig talt lidt nervøs. For den slags tegner sjældent godt for Nordsjælland - det plejer at betyde, at det bliver meget dyrere at bo her, siger 31-årige Christoffer Buster Reinhardt og fortsætter:
- Det er jo kun få år siden, Socialdemokratiet og Venstre sidst sendte en stor ekstraregning til de nordsjællandske kommuner på flere hundrede millioner kroner.
- Nu har statsministeren, på et internt møde med socialdemokratiske borgmestre, angiveligt sagt, at hun mener, der skal flyttes endnu flere penge til yderkommunerne - og her siger jeg så, at nok må være nok.
- Jeg er så træt af, at vi, der bor i Nordsjælland, bliver betragtet som en malkeko, man op til hvert valg bare kan stemme flere penge væk fra. Det er jo ikke sådan, at skoler, plejehjem, idrætsanlæg osv. i Nordsjælland bare står og er i tip-top stand, og at kommunerne her lever med luksusservice. Det er det billede, som nogle forsøger at tegne. Men det er ikke sandt. Det er ikke virkeligheden, fremhæver Christoffer Buster Reinhardt, der ønsker at sige klart stop for flere ekstraregninger til Nordsjælland.
Måske et tredie mandat til de konservative
De konservative fik, ved sidste folketingsvalg, to opstillede valgt til Folketinget - men de konservative står nu så godt i meningsmålingerne, at der er udsigt til, at tre kan blive valgt ind i Folketinget. Her tænker Christoffer Buster Reinhardt, at han har en god chance for at blive det tredje folketingsmedlem fra Nordsjælland for De konservative.
I øjeblikket sidder han i både regionsrådet og kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune - så hvad vil han gøre her i tilfælde af, at han bliver valgt?
- Vi kommer nok ikke uden om, at jeg i givet fald bliver nødt til at vælge noget fra, men det tager vi, når vi kommer dertil, siger Christoffer Buster Reinhardt.