Tre mænd stjal tobaksvarer fra et lager i en butik fredag aften
Tre mænd stjal tobaksvarer fra et lager i en butik fredag aften
Søndag formiddag fik Nordsjællands Politi en anmeldelse om et tyveri mod en butik på Uggeløse Bygade fredagen før.
To mænd var fredag klokken 20.30 kommet ind i forretningen og afledte ekspedientens opmærksomhed, imens en tredje gerningsmand kravlede ud på lageret, hvor han fyldte en pose og to kasser med cigaretter til en større værdi.
Alle tre gerningsmænd forlod stedet i en sort mellemstørrelse bil.
Blev blitzet med vanvittighed hastighed i Lynge - 142 kilometer i timen
142 kilometer i timen på en strækning, hvor fartgrænsen var 50 kilometer i timen.
Den forseelse stod en 17-årig bilist bag mandag aften, hvor han blev snuppet i en af politiets fartkontroller i Lynge. Det fremgår af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.
Kørslen karakteriseres som vanvidskørsel. Den unge fører mister sit kørekort, kan se frem til en større bøde og bilen - som er hans fars BMW - bliver også konfiskeret.
-kis
Broderen til den dræbte kvinde: enten bør man ikke have lov til at have våben hjemme, eller også bør der være en løbende screening af den pågældende persons mentale helbred
Tre måneder efter tragedien i Allerød i Nordsjælland, hvor en 50-årig mand skød sin 42-årige hustru og derefter sig selv, kan sagen nu få politiske konsekvenser.
Said Dardari, bror til den dræbte kvinde, har rettet skarp kritik af den danske våbenlovgivning. Hans svoger – gerningsmanden – havde lovligt flere rifler og en pistol i hjemmet.
– Jeg er ikke ekspert, men hvordan kan det her ske? Enten bør man ikke have lov til at have våben hjemme, eller også bør der være en løbende screening af den pågældende persons mentale helbred, siger Said Dardari til TV 2.
Hans forslag bliver nu taget op i Folketinget i forbindelse med en møderække, som Justitsministeriet afholder med retsordførere fra Folketingets partier.
– Generelt vil jeg sige, at jeg tager de fuldstændig afskyvækkende drab på kvinder i Danmark, vi har set i den seneste tid, meget alvorligt, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).
Den dræbte kvinde, Tamara Dardari, arbejdede som overlæge på Holbæk Sygehus og blev dræbt den 4. juni. Hun var af syrisk oprindelse, mens hendes mand var dansker. Ifølge begge familiers udsagn havde manden virket mentalt presset i længere tid og havde tabt sig betydeligt.
Skydesport Danmark, en forening for landets skytteklubber, opfordrer nu pårørende til at reagere, hvis de er bekymrede for personer med adgang til skydevåben.
– Hvis man har en bekymring om en person, der har adgang til våben, bør man kontakte politiet. Hvis vedkommende er medlem af en skydeklub, kan man kontakte klubben, så vi kan tage det videre til politiet, siger foreningens formand John Hansen.
Han understreger, at klubberne ikke altid har mulighed for at vurdere medlemmernes psykiske tilstand og har derfor bedt myndighederne om vejledning i, hvordan man bedst screener for mentale problemer.
Justitsminister Peter Hummelgaard fremhæver, at den seneste revision af våbenloven netop skal sikre, at psykiske forhold bliver taget mere alvorligt – både ved nye ansøgninger og ved eksisterende våbentilladelser.
– Det skal sikre, at personer med alvorlige psykiske lidelser ikke kan få våbentilladelse. Justitsministeriet undersøger i øjeblikket, hvordan reglerne mest hensigtsmæssigt kan fastsættes, siger han.
Alternativet har som følge af de seneste partnerdrab gjort bekæmpelsen af denne form for vold til en af partiets vigtigste politiske prioriteter.
– Hvis øget kontrol med våben kan gøre en forskel, er vi åbne for at se på, hvem der skal have adgang til at opbevare våben hjemme, siger partiets retspolitiske ordfører Helene Lilliandahl Brydensholt.
Hos De Konservative arbejder man på et katalog af initiativer mod partnerdrab, herunder bedre beskyttelse af personer, der trues af en tidligere partner, og skærpede regler om stalking.
– Det er så dybt tragisk, det er hjerteskærende, det skal stoppes, siger partiets retsordfører Mette Abildgaard.
Partiet bakker samtidig op om forslaget om at inddrage skydeklubberne i at opdage psykisk ustabile medlemmer.
– Vi vil bede justitsministeren gå i dialog med klubberne for at se, om vi kan stramme nettet, så de i højere grad reagerer, hvis et medlem har mentale problemer, siger Mette Abildgaard.
Said Dardari håber, at hans søsters død kan føre til forandring:
– Det her må ikke ske for andre. Det har ødelagt vores liv. At sige, at vi er knuste, er en underdrivelse. Min søster var det mest kærlige og generøse menneske. Hun var vores et og alt, der blev taget fra os på den mest uretfærdige måde.
-kis
Snevejret torsdag gav anledning til et par politirapporteringer - bl.a. påkørsel af en 14-årig dreng
Snevejret torsdag var sikkert velkomment af mange, men i trafikken gav det anledning til lidt knas.
En 14-årig dreng fra Allerød blev således torsdag morgen ramt af en bil, da han kom gående i krydset Poppelvang/banevang. Bilisten, en 46-årig mand fra Allerød, havde ikke fået sat vinterdæk på sin bil, som derfor kurede frem i krydset, da bilisten forsøgte at bremse. Drengen kom heldigvis ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for manglende agtpågivenhed i trafikken.
Ny bilist i snevejr
Senere torsdag kontaktede en borger politiet klokken 16.35 og fortalte, at der på Kongevejen var en bilist, som kørte så langsomt, at flere andre biler dyttede og blinkede af bilisten, hvilket til sidst havde fået denne til at holde ind til siden.
Ud fra oplysninger om den pågældende bil, kunne det konstateres, at der formentlig var tale om en ung mand, som netop havde fået kørekort og derfor kørte ekstra forsigtigt i snevejret.
Nordsjællands Politi opfordrer til, at man udviser tålmodighed og hensyn over for sine medbilister, særligt da der kan være tale om bilister uden så meget erfaring.
Kilde: Nordsjællands Politi
En 23-årig mand er sent mandag aften blevet dræbt i forbindelse med et knivstikkeri nær Søndervangshallen i Birkerød - politiet tror på internt opgør i det kriminelle miljø.
En mand blev sent mandag aften dræbt i forbindelse med et knivstikkeri nær Søndervangshallen i Birkerød.
Nordsjællands Politi efterlyser vidner, der kan have oplysninger i sag om drab i Birkerød mandag aften.
Det oplyste David Buch, som er vagtchef ved Nordsjællands Politi, til Ritzau, omkring klokken 00.30 natten til tirsdag.
- Indtil videre kan vi sige, at det er en mand. Han døde på stedet, lød det.
Senere på natten har politiet over for DR uddybet, at der er tale om en 23-årig mand, som i forvejen var kendt af politiet.
Mandens pårørende er blevet underrettet.
Anmeldelsen om drabet kom klokken 23.28.
Det står endnu ikke klart, præcis hvordan hændelsen forløb, og vagtchefen vil for nuværende ikke oplyse, om der er nogen anholdte i sagen.
Politiet hører derfor gerne fra personer, der kan have oplysninger i sagen.
- Vi efterlyser vidner, der har set noget i området omkring Søndervangshallen i Birkerød omkring klokken 23, siger David Buch.
..opdatering:
En 27-årig mand fra København er anholdt og sigtet for at have dræbt manden med knivstik. Det er dog ifølge Nordsjællands Politi endnu for tidligt at sige, om der er grundlag for at fremstille den 27-årige i grundlovsforhør.
To øvrige mænd på 20 og 21 år har ligeledes været anholdt, men er løsladt efter endt afhøring.
- Både den afdøde og den 27-årige anholdte er begge kendt af politiet, og vi efterforsker sagen ud fra en primær hypotese om, at der er tale om et internt opgør i det kriminelle miljø. Der er således ikke noget, der tyder på, at drabet er relateret til den aktuelle bandesituation, siger Rolf Hoffmann, politikommissær og efterforskningsleder, Nordsjællands Politi.
Nordsjællands Politi vil være til stede med den mobile politistation omkring Søndervangshallen i eftermiddag fra kl. 15.00 til 17.30, hvor borgerne er meget velkomne til at komme forbi.
Opdateres..
Kilde: dr.dk, sn.dk, tv2news m.fl.
86-årig kvinde blev tirsdag udsat for et trick-tyveri, hvor der efterfølgende blev hævet et større beløb på vedkommendes konto.
Klokken 10.27 tirsdag anmeldte datteren til en 86-årig kvinde, at hendes mor havde været udsat for bedrageri, og at moren i den forbindelse havde udleveret sit betalingskort og MitID til en ukendt gerningsmand. Der var efterfølgende blevet hævet et større beløb på den 86-åriges konto, oplyser Nordsjællands Politi.
Advarsel
Nordsjællands Politi har tidligere været ud at advare mod forsøg på bedrageri over for ældre borgere. Der sker f.eks. ved, at gerningspersonen udgiver sig for at være ansat i enten politiet eller borgerens bank. I flere tilfælde er det lykkedes gerningspersonen at franarre borgeren større pengebeløb, og Nordsjællands Politi har derfor advaret mod at overføre penge eller udlevere hævekort og personoplysninger til ukendte personer.
Store pengebeløb
– Forbrydelser af den her karakter er et alvorligt problem, fordi de forurettede ofte bliver snydt for rigtig store pengebeløb. Tilmed er gerningspersonernes målgruppe typisk ældre borgere, og gerningspersonerne er meget ihærdige og veltalende. Men vi vil gerne slå fast, at hverken politiet eller andre offentlige myndigheder og ej heller banker henvender sig til borgere eller kunder på den her måde. Jeg vil derfor kraftigt appellere til borgere, der modtager sådan en henvendelse, om at afvise gerningspersonernes anmodning. Det letteste at gøre er faktisk bare at lægge røret på, har leder i afdelingen for Økonomisk Kriminalitet i Nordsjællands Politi, politikommissær Jesper von Bülow, tidligere udtalt.
Forebyggende snak
Ifølge Nordsjællands Politi er det svært at efterforske denne type sager.
-Derfor arbejder vi også på at forebygge disse forbrydelser, og her kan de ældre borgeres pårørende være til stor hjælp. Har man ældre borgere i sin familie, vil jeg anbefale, at man tager en snak med dem om ikke at udlevere nogen former for personlige informationer eller hævekort og ej heller overføre penge til ukendte personer. Sådan en snak kan være det, der gør, at ens nærmeste ikke bliver bedraget, så den er godt givet ud, har Jesper von Bülow tidligere sagt.
Det anvendte foto er modelfoto.
Uenighed ført til knivstik i Allerød, oplyser Nordsjællands Politi
En uenighed mellem tre personer i et misbrugsmiljø førte onsdag eftermiddag omkring klokken 16 til, at en 20-årig fra Allerød blev udsat for knivstik. Episoden skete på en adresse i Kirsebærgården og den 20-årige blev kørt til behandling på hospitalet. Han er efter det oplyste uden for livsfare.
To lokale mænd på henholdsvis 20 og 22 år blev først på aftenen anholdt og sigtet i sagen, som nu efterforskes videre, oplyser Nordsjællands Politi.
Nordsjællands Politi efterlyser vidner til vanvidskørsel, der lørdag kostede tre mennesker livet
Nordsjællands Politi vil meget gerne høre fra vidner, som kan være med til at kortlægge to bilers kørsel forud for en dødsulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse lørdag morgen, oplyses det i en meddelelse.
Ulykken kostede tre mennesker livet, heraf et forældrepar til to børn. Børnene blev efter ulykken indlagt på hospitalet.
Foreløbige oplysninger i sagen tyder på, at to biler, henholdsvis en hvid og en sort BMW, kørte om kap forud for ulykken og, at den ene af de to biler i den forbindelse med meget høj fart kørte frontalt ind i en modkørende bil, hvor forældreparret og deres børn sad.
Føreren af den ene BMW, en 33-årig mand afgik ved døden i ulykken, mens føreren af den anden BMW, en 24-årig mand, er blevet varetægtsfængslet frem til den 17. juli. Han er blandt andet sigtet for medvirken til uagtsomt manddrab og for at bringe andres liv og førlighed i fare.
Nordsjællands Politi efterforsker fortsat ulykken og vil i den forbindelse gerne høre fra borgere, som har oplysninger, der kan være med til at klarlægge de to BMWers kørsel lørdag morgen mellem klokken 05.30 og 06.15 på strækningen fra Hillerødmotorvejens begyndelse i Brønshøj og til ulykkesstedet på Hillerødmotorvejens forlængelse kort før Brødeskovvej.
Borgere med oplysninger bedes ringe til politiet på telefon 114.
Kilde: Nordsjællands Politi
Politiets efterforskning har endnu ikke givet resultater vedrørende anmeldelse om antastning af to drenge fra en mand i en varebil - afhængig af nye oplysninger.
Nordsjællands Politi har modtaget et stort antal henvendelser i forbindelse med efterforskningen i en sag, hvor politiet har modtaget en anmeldelse om, at to drenge i Nivå var blevet antastet af en mand i en varebil. Desværre har ingen af de mange henvendelser og forskellige efterforskningsskridt pt. givet resultater i forhold til den aktuelle anmeldelse, oplyser politiet.
Nordsjællands Politi har taget initiativ til et møde med skoledirektørerne i politikredsen, for at orientere om politiets arbejde i den type sager og medvirke til at skabe større tryghed for børnene, deres forældre og i skolerne.
Mange henvendelser
I forbindelse med efterforskningen har Nordsjællands Politi modtaget et stort antal henvendelser om sorte varebiler.
”Vi tager denne type anmeldelser særdeles alvorligt, og de bliver undersøgt meget grundigt. Der er ingen tvivl om, at drengene i de her sager har haft en oplevelse af, at de har været ude for noget, som de er blevet urolige over og berørte af,” siger politiinspektør Svend Foldager, Nordsjællands Politi.
Han udtrykker samtidig en meget stor tak for de mange henvendelser fra borgerne, som politiet har modtaget.
Nordsjællands Politi har i denne såvel som i andre lignende sager gennemført en grundig efterforskning.
Ud over at gennemgå alle de mange henvendelser, som er modtaget, er der foretaget efterforskningen, ligesom der er sikret teledata og videoovervågning fra området. De berørte børn og deres forældre er blevet afhørt om hændelsen, og der foretages løbende gennemgang af politiet data for at undersøge, om der i andre lignende sager er signalementer, spor, og metoder, som går igen.
Desværre har ingen af de mange henvendelser og forskellige efterforskningsskridt givet resultater i forhold til den aktuelle anmeldelse og dermed heller ikke til identifikation af den omtalte mand eller bil.
"vi er afhængige af nye oplysninger fra borgere, for at kunne komme videre i efterforskningen"
Sag i Hørsholm
Det er desværre også tilfældet i en lignende sag fra Hørsholm. Her opfordrede Nordsjællands Politi specifikt en kvindelig hundelufter til at henvende sig til politiet, men der er endnu ikke kommet nogen henvendelse.
-Vi har desværre ikke på nuværende tidspunkt fået oplysninger eller spor i sagerne, som har kunnet medvirke til at identificere de pågældende personer og klarlægge hændelsesforløbet yderligere. Og vi er afhængige af nye oplysninger fra borgere, for at kunne komme videre i efterforskningen. Hvis vi får nye oplysninger, som giver grundlag for at fortsætte efterforskningen, gør vi naturligvis det, siger politiinspektør Svend Foldager.
Kilde: Nordsjællands Politi
Glatføreuheld ved en P-plads på Nymøllevej torsdag morgen
Nordsjællands Politi modtog torsdag mogen 09.33 anmeldelse om at en 56-årig lastbilchauffør fra Frederiksberg grundet glat føre havde påkørt en 19-årig mandlig bilist fra Slagelse, som holdt stille for at svinge til venstre ind på en p-plads på Nymøllevej.
Bilisten snurrede rundt, og påkørte en 56-årig mandlig bilist fra Allerød, som kørte i nordgående retning. Beredskabspatrulje og ambulance til stedet. To af parterne kørt til tjek på nærmeste hospital.
Ingen melding om personskade, oplyser Nordsjællands Politi.
En bus på Nymøllevej blev søndag formiddag ramt af hele fire skud fra jægere
En bus blev helt usædvanligt ramt af skud fra et haglgevær, da den søndag 11.50 kom kørende på Nymøllevej.
Anmelderen forklarede til politiet, at bussen var blevet ramt af fire skud fra jægere, og tre ruder var blevet knust.
Ingen af passagererne var heldigvis kommet til skade. Det viste sig, at der i forbindelse med jagt var blevet anskudt en rådyr, der efter det var blevet ramt, var løbet videre.
I forsøg på at aflive dyret afgav en af jægerne et skud, som ramte bussen, der kom kørende. Han blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af jagtloven og straffelovens paragraf 252, der lyder: Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs vis forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

